You Were Never Really Here

Af: Henrik Højlund
Den traumatiserede ekssoldat, Joe, udfører mord på bestilling. Filmen skaber mindelser til Scorseses klassiker "Taxi Driver" fra 1976. Filmen er ikke dårlig, men når ikke "Taxi Drivers" højder.

LEJEMORDER OG BLØD MAND 

Instruktøren Lynne Ramsay lavede i 2011 filmen Hvad med Kevin? Det var en utrolig stærk og uhyggelig film om en mor og hendes søn. Tidligt antyder filmen noget dybt ildevarslende i drengen, og bid for bid afdækkes en grusom historie.

I sin nyeste film fra 2017, "You Were Never Really Here", benytter Ramsay sig lidt af samme fortællestil. Fra filmens begyndelse er vi klar over, at vi har med en brutal morder at gøre, som samtidig selv har en traumatiseret fortid, både i sin barndom og senere som soldat. Morderen, Joe, viser sig snart at være lejemorder. Han udfører brutale mord for betaling. Ved siden af dette mørke, er der lys i form af et sødt og varmt forhold til den gamle mor hjemme i lejligheden og en hverdag, der ligner de fleste andres.

Teenagepige forsvundet
En dag får Joe en ny bestilling på et mord. Han får den fra en senator, hvis teenagepige er forsvundet, men senatoren har opsnappet en melding, som tyder på, at hun er taget til fange på et slags bordel, hvor mænd misbruger helt unge piger.

Bordbestillingen gælder en form for hævntogt mod dem, der har taget pigen. Men hele historien viser sig langt mere kompliceret end først antaget, fordi senatoren selv har været en del af gruppen af misbrugere sammen med flere andre højtstående mænd. Det handler med andre ord om en omsiggribende råddenskab, som Joe nu fanges ind af, så også hans eget liv kommer i fare, og ligeledes hans mor og senatoren, som undervejs må lade livet. Sideløbende med denne historie får vi lidt mystificerende antydninger af Joe's traumatiserede barndom og soldatertid, og vi forstår, at han er en mand, som får afløb for sine traumer ved livet som professionel dræber.

Hvad vil filmen egentlig?
Jeg havde ikke samme oplevelse af syleskarp klarhed som i "Hvad med Kevin?". Der er noget postuleret, konstrueret over filmens forsøg på at føre mange lag sammen i én historie, og jeg spurgte mig selv undervejs: Hvad vil filmen egentlig? Den mindede mig om Scorseses klassiker "Taxi Driver" fra 1976, som også havde denne sammenblanding hos hovedpersonen af noget menneskeligt blidt, et traumatiseret voldsinstinkt og en drift efter retfærdig hævn. Lynne Ramsays film formår dog ikke at forløse det på samme meningsgivende måde som "Taxi Driver". Men dårlig er filmen ikke.

---