Thor - legenden fra Valhalla

Af: Carsten Riis Jensen
Filmen bidrager ikke med noget nyt og er uinteressant og plat. Små børn vil nok more sig, mens voksne vil kede sig.

Sidste år kom superhelte-udgaven af guden Thor i biograferne (Thor, 2011). Før var det Peter Madsens danske tegnefilm, "Valhalla", der fortalte om Thor, og nu er han så aktuel igen i den islandske animationsfilm, "Thor – legenden fra Valhalla".

Mytologiens Thor skal stå model til meget, og nu også en fjollet og ligegyldig animationsfilm, hvor vi møder Thor, der som dreng får hammeren Mjølner – der både har ansigt og kan tale.

Det hele gøres - i mine øjne - kun værre af, at animationen af figurerne ligner noget fra de computerskabte films spæde barndom – og at filmen har fået økonomisk støtte fra et hav af fonde og organisationer. Det har den ikke fortjent.

Så enkelt vil jeg egentlig karakterisere mit forhold til "Thor – legenden fra Valhalla". Min yngste søn kunne godt lide historien, men han har heller ikke det belastende kendskab til de "rigtige" mytologiske historier, som jeg har fra skolen – endnu. Jeg synes simpelthen ikke filmen bidrager med noget som helst andet end en børnevenlig og karikeret udgave af enøjede Odin, tordenguden Thor, osv. Der er masser af falde-på-halen komik i filmen, og de islandske animatorer har forsøgt at skabe en historie i stil med Sådan træner du din drage, men det er mislykkedes. Historien er uinteressant og plat – og ikke i nærheden af den fortællekunst, der prægede Peter Madsens "Valhalla".

Små børn vil more sig over filmen, mens voksne vil tænke, at det var spild af tid. Så filmen får 2 stjerner – den ene fordi min yngste søn morede sig.

---