Salvation Boulevard

Af: Sprint Aagaard Korsholm
En komedie om en amerikansk mega-church, hvor præsten styrer alt og alle, indtil ulykken indtræffer.

Denne komedie er en parodi på en mega-kirke I USA. Her kører pastor Dan Day (Pierce Brosnan) sin kirke med stor succes. I en duel-debat med en ateistisk professor (spillet af Ed Harris) fremhæver Day et af sine bedste beviser på Guds eksistens og kraft: den nyomvendte Carl Vanderveer (Greg Kinnear), der kommer fra en fortid med fri sex, frie stoffer og forfærdelig musik.

Efter debatten inviter professoren Day og Carl med hjem til sit kontor. Her skyder Day (ved et uheld) professoren lige i panden! Carl vil tilkalde hjælp og politi - men Day får ham overtalt til i stedet at følge "Herrens veje", der som bekendt er uransagelige. Og det er de i sandhed i denne film, hvor pastoren kan overtale alle i menigheden til at tro og gøre alt – også til at slette alle beviser og i stedet prøve at hænge Carl op på mordet. Og da dette ikke lykkes, overtaler Day en af menighedens trofaste støtter til at myrde Carl – for Guds og kirkens skyld, naturligvis (og måske især for at redde det ambitiøse byggeprojekt, som pastor Day står i spidsen for).

Days meget ivrige kristne kone, Gwen (Jennifer Connelly) tror 125% på Day og 0 % på sin mand, der til sidst står helt alene i verden og må prøve at undgå at blive slået ihjel i Jesu navn. Her kommer en tidligere "veninde" fra hans ungdomsmiljø ham til hjælp. Hun er på ingen måde inde under pastorens fortryllelse og stoler på Carl. En muligvis mexicansk mafia kommer ind i billedet, og det hele tilspidses.

Det ender forholdsvis godt. Day afsløres – får en engle-oplevelse (hvor Carl er englen J) og kommer i fængsel. Carl forlader menigheden, og professoren vågner mirakuløst op af koma og skriver en bestseller med titlen: "Hvorfor du har lige så lidt brug for kristendommen, som jeg har brug for et hul i hovedet."

Filmens kulisser er rimeligt autentiske - gudstjenesteform og miljø passer rimeligt på en mega-church i USA. Men så hører det saglige vist også op J. Dette er ikke en seriøs debatfilm, der prøver at afsløre de farlige forførende tendenser, idoldyrkelsen af disse kirkers præster kan have. Den laver bare gags ud fra de kliché-fordomme, man kan have om den slags. Så tag den ikke seriøs på den måde. Men tag den som seriøs underholdning, hvis ellers man er til farceagtig underholdning, der ikke rummer irriterende mængder vold eller sex. Kort sagt en ret uskyldig og sjov film, hvor der hele tiden sker noget. Okay – en del af tingene er ret så forudsigelige, men der er nu også rimelig originale jokes undervejs. Og så er det jo nogle gode skuespillere, der formår at lægge lidt mere kvalitet i galskaben, end man ellers ser i mange komedier.

---