Peddersen og Findus: Glemligheder

Af: Carsten Riis Jensen
Fjerde film om det hyggelige makkerpar, gamle Peddersen og den talende kat Findus. Denne gang med hukommelsestab og gode minder.

Filmene om Peddersen og Findus er bygget på Svend Nordqvists børnebøger, og hvis der er noget, man med det samme kan sige om historierne, så er det, at de er enormt hyggelige, opbyggelige og gode at se sammen med familiens mindste børn.

Miljøet i filmen er meget svensk og meget Astrid Lindgrensk: Store skove, dejligt sommervejr og smukke, lidt forfaldne, røde træbygninger. Tegnefilmene om Peddersen og Findus er i høj grad et velkomment alternativ til de actionpumpede film, der for øjeblikket laves med børn som målgruppe.

I denne fjerde film om makkerparret får vi en række længere tilbageblik/flashbacks, som fortæller om nogle af de vigtigste eventyr, de sammen har oplevet. Disse flashbacks skyldes, at Peddersen i filmens første halvdel slår hovedet og får hukommelsestab. Derfor begynder katten Findus at fortælle Peddersen nogle af deres eventyr, så han kan få hukommelsen tilbage.

På denne måde fungerer filmen som en slags ny introduktion, for nye seere – hvilket jeg var ganske glad for, da jeg aldrig har set en Peddersen og Findus film før.

Hele filmen og de små flashback-sekvenser fortælles langsomt og omhyggeligt. Der er ingen unødig fart over felten. En speciel ting i filmen er nogle små nisse-lignende væsener, som åbenbart bor under Peddersens hus, og som har deres eget liv. Findus kalder dem buklere. De blev introduceret i den tredje film. De minder en del om tyttebøvserne, fra Prop og Berta-historierne.

Filmen "Peddersen og Findus: Glemligheder" kan i høj grad anbefales, især hvis man har små børn og gerne vil hygge sig med dem i biografen uden at blive udsat for voldsomme Hollywood-børnefilm. Hos Peddersen og Findus er der charme, ro og god morale.

---