Greven af Monte Cristo (serie)

Af: Jørgen Hedager Nielsen
Hævntørst er usundt, for den æder sjælen op. Det viser Bille Augusts filmatisering af Alexander Dumas' roman om Edmond, der uskyldig blev smidt i fængsel, og kun kunne tænke på hævn, da han slap ud.

HÆVNEN ER IKKE FORLØSENDE 

Siden Alexander Dumas i 1844 fik udgivet den eventyrlige roman Greven af Monte Christo som avisfølgeton, er romanen blevet en af litteraturens helt store klassikere. Der fandtes 10 filmatiseringer, inden Bille August blev instruktør på denne engelsksprogede tv-serie i otte afsnit.

Edmond Dantès (Sam Claflin) er en kvik ung mand fra fattige kår. Han er dygtig og lykkelig. Om lidt skal han giftes med sit livs store kærlighed, og han skal være kaptajn på et handelsskib. Men så kommer to af filmens skurke med en anonym anklage om, at han er hemmelig tilhænger af Napoleon Bonaparte. Han bliver fængslet og dømt uden rettergang. Straffen er fængsling på øen If. Fangen i nabocellen - en ældre abbed - graver en tunnel, som ved en fejl ender i Edmonds celle. De to slår pjalterne sammen og graver videre. Abbeden underviser Edmond, så han kan begå sig i samfundets finere cirkler. Efter fire år senere dør den gamle, og med list lykkes det Edmond at flygte. Abbeden har betroet Edmond et skattekort med et kryds, der viser, hvor der på øen Monte Christo findes en umådelig stor skat. Edmond skifter identitet og er nu Greven af Monte-Cristo. Som en meget velhavende mand vier han sit liv til en grusom hævn over dem, der stod bag hans fængsling. Henrettelse er for lidt. De skal ydmyges offentligt og lide samme skæbne, som de udsatte ham for.

Tilgivelse er bedre end hævn
Den 19/1-25 var Bille August gæst i radioprogrammet Stines søndag. Der fortalte han om sine tanker i forbindelse med serien. Efter hukommelsen citerer jeg: Der er historier om, at hævn kan være forløsende, men Greven af Monte Cristo bliver ædt op indefra af sit hævnprojekt. Det er en vigtig historie at fortælle - hævn er ikke noget sundt - ikke noget godt. Vi må tilgive. Det har været vigtigt for mig. For mange år siden lavede jeg filmen Farvel, Bafana, som handler om den fængselsbetjent, der passede på Nelson Mandela. Mandela havde al mulig grund til at hævne sig på dem, der havde bragt ham 27 år i fængsel. Men han sagde, at vi skal tilgive hinanden. Fortællingen om Monte Cristo handler om en mand, der ikke kunne tilgive. Det har været spændende at arbejde med den måde, Edmond Dantès fortolker forsynet på, nemlig at hvis Gud ikke kan sørge for retfærdighed, så må man selv gøre det. Denne forskruede måde at tænke på, bruger han til at retfærdiggøre sit hævnprojekt.

Bille Augusts tanker rammer fint det, jeg oplevede ved at se serien. Umiddelbart ville man forvente, at når det handler om en mand, der er blevet voldsomt uretfærdigt behandlet, skulle vores sympati ligge hos ham. Det gør den også før og under hans fængsling. Men da han flygter og finder skatten, ændrer han ikke kun identitet, men også karakter. Han samler en flok nyttige hjælpere omkring sig, men han behandler dem så arrogant, at man må undre sig over, at de forbliver loyale. Hans hævntogt går ikke kun ud over de skyldige, men indimellem ryger der også nogle uskyldige med i købet.

Stort set godt filmhåndværk
Som sædvanlig har Bille August rigtig godt fat om billedsiden. Der er flotte landskaber, prægtige palæer og overdådige kostumer. Skuespillet er godt. Danske Mikkel Boe Følsgaard som slangeagtig skurk og Amaryllis August som charmerende giftefærdig overklassekvinde gør det begge godt. Der er styr på den noget komplicerede handling og de mange medvirkende. Serien havde vundet ved en opstramning i klipningen og en skarpere dialog, men den flotte billedside gør, at man sjældent bliver utålmodig.

Kan ses på DRTV indtil 25. december 2027.

---