50/50

Af: Pelle Kviesgaard og Thomas Sæderup
Kræften slår ned og Adam og hans nærmeste forsvarer sig hver især på de måder, de nu kan. Der er meget at hente i en både humørfyldt og alvorstung film om den livstruende sygdom.

"Betænk at mit liv er et pust. Aldrig mere får jeg glæden at se."

Sådan siger Job i Jobs Bog. At glæden og livet snart kan stoppe, bliver den barske realitet for Adam (Joseph Gordon-Levitt) i denne humoristiske film om en kræftsyg ung mand og de lidelser, det fører ham igennem.

Adam lever sit liv som en overset eksistens, hvor han stiltiende rydder op for sin wannabe-kunstner kæreste (spillet af Bryce Dallas Howard) og finder sig generelt i alt for meget. Han er typen, der ikke risikerer at løbe over for rødt eller have kørekort til en bil – da man jo som bekendt kan dø at sådanne ting. Uheldigvis rammes han af en sjælden kræftsygdom, som giver ham en overlevelseschance på 50/50.

Filmen undersøger forskellige måder at deale med sygdomsforløbet på, præsenteret igennem Adams bedste ven Kyles (Seth Rogen) vedholdende humoristiske tilgang, morens overbeskyttende og overbekymrede reaktion, terapeuten Katherines (Anna Kendrick) teoretiske og uerfarne metode, samt hunden Skeletor, der med sin magre tilstedeværelse altid minder Adam om kemoterapiens virkninger.

Plottet i filmen er altså alvorligt. En ubarmhjertig kamp mod en sygdom til døden. Emnet tackles på mange måder, men humoren fremstår som den forløsende udvej. Humoren fungerer i det hele taget overraskende godt i filmen, måske netop fordi filmen har en historie at fortælle. Adam ved, at han står over for døden, og derfor stiller sandheden sig også frem, da kæresten fx anvender muligheden for at sige, at hun egentlig også havde tænkt, at de skulle videre. Alt gik jo så fint. Det er et velkendt tema, at døden retter menneskers fokus på det væsentlige, men det behandles godt og forfriskende i filmen. Dog når filmen aldrig til Gud og et liv efter døden. Disse ting udebliver i filmens humanistiske univers – det vigtigste er, hvordan vi agerer her og nu.

Der, hvor filmen stikker dybest, er, da Adam bryder sammen og ligesom Job siger fra over for de lette svar. Alle bliver ved med at give ham trøstesløse amerikanske floskel-forhåbninger a lá "Alt kommer til at gå fint" og "Det skal nok gå alt sammen"-sætninger, han møder igennem sit sygdomsforløb, og som han ikke kan finde trøst i.

Filmen stiller store spørgsmål om livet, døden og sorgen og giver også nogle fine, og fra filmskabernes begrænsede synsvinkel, ærlige svar. Filmen kan nok godt anbefales til folk, der selv har de her problemstillinger inde på livet. Den rammer rigtigt på skalaen mellem flugt og konfrontation, alvor og humor, omsorg og selvstændighed og kan på den måde måske hjælpe familier, der selv er ramt af alvorlig sygdom.

---