VENSKAB OG SVIGT
På en måde er det en film om holocaust, men fra en vinkel, hvor vi ikke kommer indenfor i dødslejrene, og vi møder heller ikke de forfulgte. Alt opleves gennem et familiemedlem, som er i sikkerhed i England. Det er altså en anden måde at nærme sig en af menneskehedens største menneskelige katastrofe på.
Vidunderbarnet
Umiddelbart før anden verdenskrig tager en jødisk far fra Warszawa til London for at finde en musiklærer og et sted at bo til deres søn Dovidl Rapoport, der er et vidunderbarn på violin. Overklassefamilien Simmond tager ham ind i deres hjem. De har sønnen Martin, der er enebarn. De to drenge er begge omkring ti år. Dovidl fører sig ofte frem som en storsnudet og indbildsk knægt, og Martin mener ikke, han har brug for at dele sin privilegerede tilværelse med den ret ukultiverede polak. Der opstår jalousi, men dog efterhånden et nært brødre-forhold mellem dem.
Filmens åbningsscene foregår i 1951 i et teater, hvor Dovidl som 21-årig skal have sin internationale debut på en scene. Forventningerne er store, og Londons overklasse sidder forventningsfulde på de dyre pladser og i logerne. Men Dovidl dukker ikke op, og ingen i London hører fra ham igen.
Eftersøgningen
35 år senere sidder Martin som dommer i en talentkonkurrence for unge musikere. Der ser han noget, som umiddelbart minder ham om Dovidl, og han begynder en omfattende eftersøgning af sin forsvundne ven. Gennem en række mere eller mindre tilfældige møder med mennesker, lærer han mere og mere om Dovidls færden, efter at han forsvandt. Her standser vi referatet af handlingen for ikke at spolere plottet. Det vil være forkert at sige spolere spændingen, for selvom det lyder lidt detektivagtigt, er plottet ikke spændende som i en god detektivfilm. Men vi møder nogle interessante mennesker, der hver for sig kan føje en brik til puslespillet. Hen mod slutningen af filmen havde vi tænkt at give tre stjerner, men den runder så fornemt af, at den får en stjerne mere.
Filmatiseret roman
I 2002 fik musik- og kulturjournalisten Norman Lebrecht en litteraturpris for sin debutroman The Song of Names. Det er den roman, der her er filmatiseret. Det er en helt særlig kunst at omsætte flere hundrede bogsider til to timer på lærred. Meget må udelades. I dette tilfælde har det ført til, at der er en række stærke scener, som sikkert følger romanen ret tæt, men der en del halten i fortællingen, fordi vi ikke får baggrunden. Det er for eksempel ikke klart, hvorfor Martin venter 35 år, før han pludselig og med store omkostninger kaster sig ud i eftersøgningen af Dovidl.
Overføringen fra roman til film kunne sikkert være gjort bedre, men i øvrigt fejler det filmtekniske ikke noget. Hovedpersonerne Martin og Dovidl har hver tre skuespillere til at fremstille hhv. barn, ung og voksen. Den voksne Martin spilles af Tim Roth, og den voksne Dovidl af Clive Owen. Det var også godt at se Jonah Hauer-King som den unge Dovidl. Ham har vi for nylig set i en hovedrolle i World on Fire. Og Catherine McCormack gør det godt som den voksne Martins hustru Helen, der giver ham plads til sin besættelse af eftersøgningen, men samtidig prøver hun at holde ham lidt nede på jorden.
Musikken - udover kendte violinstykker - er komponeret af Howard Shore, der også har stået for lydsporet til Ringenes Herre og række andre blockbustere. Der er mange virtuose numre, og scenerne, hvor skuespillerne agerer til playback, fungerer fint.
Mange vedkommende temaer
Religion fylder en del i filmen. Især jødedommen i en lidt ortodoks udgave. Det er skildret respektfuldt, men ikke uden konflikt. Det handler om vrede mod en Gud, der tillader så meget ondskab, men også om trygheden i at være i hænderne på en Gud, der kender alt, og både har en overordnet plan og en plan for den enkelte. Og det handler om trygheden i at være en del af et fællesskab med stærke traditioner. Der er psykologiske temaer, som har fokus på identitet, sorg, uvished, skuffelse, hævn, længsel, omsorg og kærlighed. Og der er etiske temaer, der handler om svigt og loyalitet.
Kan ses på blockbuster.dk samt Netflix (udgår fra Netflix 19/3 2022).