• TESTAMENTE: HISTORIEN OM MOSES (serie) nu på Netflix

  • SOPHIE SCHOLL - DE SIDSTE DAGE nu på filmstriben.dk udover dvd

  • FEM IKKE-PÅSKEDE PÅSKEFILM fx Gran Torino

  • SONING DR2 | 31-03-24 | kl. 17.40

  • POOR THINGS nu på dvd og blu-ray

  • FEM PÅSKEFILM bl.a. THE LAST TEMPTATION OF CHRIST

  • DEN KÆRLIGHED SOM SÆTTER FRI nu på Netflix

Tema

Officer og spion

J'accuse

Picquart fra den franske hær finder i 1890'erne ud af, at den jødiske officer Dreyfus er blevet uskyldig dømt for højforræderi. Picquart vil have retssagen til at gå om, men møder hård modstand fra hærens øverste chefer.

Biografi/baseret på virkelig historieDramaThrillerFilmstriben.dk
Produktionsår: 2019
Varighed: 132 min.

Censur: 15 år
Instruktør: Roman Polanski,
Medvirkende: Jean DujardinLouis GarrelGrégory Gadebois,
Stikord:
 Ære,










Anmeldelse:

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen - 18.09.2020



SANDHEDEN SKAL FREM 

I 1894 blev der afsagt en dom ved en fransk militærdomstol. Dommen sendte den franske officer Alfred Dreyfus (Louis Garrel) i fængsel på livstid. Filmens åbningsscene viser den højtidelige degradering af ham ved en militær ceremoni. Degraderingen følges af en hujende folkemængde, som råber antisemitiske slagord. Dreyfus var nemlig jøde, og det var grunden til, at han blev valgt som hovedmistænkt, da militærets efterretningsvæsen fik mistanke om, at en officer i hæren solgte information til ærkefjenden Tyskland. Efter degraderingen råbte Dreyfus, at han var uskyldig dømt.

Mistanke om uretfærdig dom
Oberstløjtnant George Picquart (Dujardin) blev i 1895 udnævnt til leder at hæres efterretningstjeneste. Han havde været med til at arrestere Dreyfus. Han hørte til den meget store del af den franske befolkning, der lå under for en udbredt antisemitisme, og han var overbevist om, at Dreyfus var skyldig. Ret hurtigt blev Picquart dog klar over, at beviserne mod Dreyfus var tynde, og måske endda fabrikerede. Han blev også klar over, at der fortsat blev solgt hemmelige informationer til tyskerne, så der måtte være en anden forræder. Picquart var en mand med en høj moralsk standard, så han informerede hærens general og krigsministeren om den uretfærdige dom og om sin mistanke til en anden fransk officer, men de forsøgte at lukke munden på ham. "Vi ønsker ikke en ny Dreyfus-sag," var deres besked. "Det er ikke en ny sag. Det er den samme," var hans svar.

Hovedparten af filmen handler om kampen for at få retssagen genoptaget. Her fik et skrift af den indflydelsesrige forfatter Émile Zola afgørende betydning. Skriftet havde titlen "Jeg anklager". Deraf filmens franske titel. Resten lader vi ligge her for ikke at ødelægge fornøjelsen ved filmen for dem, som ikke kender udfaldet. Handlingen kan i øvrigt fint følges uden forudsætninger, selvom det kan være lidt svært at holde styr på alle personerne.

Et spørgsmål om ære
Picquart er filmens gennemgående hovedperson. Sideløbende med hans opdagelse af de svage beviser, følger vi retssagen i tilbageblik, sådan som Picquart oplevede den. Sagen delte det franske folk i to, og der var nogle steder optræk til borgerkrigslignende tilstande mellem de konservative og venstrefløjen. Filmen forbigår stort set det politiske aspekt og koncentrerer sig om reaktionerne fra de berørte befalingsmænd. I et par scener får vi dog et stærkt indtryk af den udbredte antisemitisme i folket.

Ud over antisemitisme er ære et gennemgående begreb. Dreyfus kæmper for sin ære som franskmand og som soldat. Degraderingen af ham er en gennemført offentlig hån. Picquart kæmper for at bevare den franske hærs ære som en hæderlig og sandfærdig forsvarer af republikken. På en bagvendt måde handler det også om ære for dem, der er skyld i den uretfærdige dom over Dreyfus og hos dem, der nægter at lade retssagen gå om. For hvad vil befolkningen tænke om en hær, hvis domstol har dømt en uskyldig? Filmen viser, hvor fristende det er for en efterretningstjeneste at gribe til spionage mod hvem, de vil. Og hvor svært det er for en statslig etat at indrømme sine fejl og rette op på dem.

Erfaren og kontroversiel instruktør
Den jødiske, fransk-polske 87-årige Roman Polanski har lavet mange stærke film. Ud over det vigtige tema i denne film og den seriøse behandling af det, er hans håndværksmæssige overlegenhed i høj grad med til, at vi har givet filmen fuldt hus i stjerner. Alt ved filmen er en nydelse. Musikken, skuespillet, replikkerne, stemningen og spændingen, som ligger under det hele, men aldrig bliver styrende. De flotte scener, som spænder lige fra en larmende varieté med cancan til den stille katedral. Alt er brugt effektfuldt til at fortælle den vigtige historie. Vi kunne ikke sætte fingeren på noget, som burde have været bedre.

Polanski er en kontroversiel person, som har en dom for at have voldtaget en 13-årig pige i USA i 1970'erne. Filmen fik sølv ved filmfestivalen i Venedig, men overdommeren havde på forhånd sagt, at hun ikke ville møde Polanski, hvis han fik en pris. Det er ærgerligt, hvis Polanskis blakkede ry forhindrer nogen i at se denne film.

Filmen er kommet på dvd.



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 6.0 af 6. 1 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*
*

Andre temafilm

Drama, Familiefilm, TEMA Familiefilm A/7 år
Drama, Familiefilm, TEMA Familiefilm A/7 år, Top 10 2006
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, TEMA Israel, Vestbredden, Gaza
Drama, TEMA Kristne film
Drama, TEMA Bibelfilm, TEMA Serier
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, TEMA Familiefilm 11 år
Komedie, TEMA Danske film
Drama, Komedie, Familiefilm, TEMA Familiefilm 11 år
Drama, Komedie, TEMA Serier
Drama, Krimi, TEMA Israel, Vestbredden, Gaza, Filmstriben.dk
Adventure, Drama, Familiefilm, TEMA Familiefilm 11 år
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, TEMA Biografiske film
Drama, TEMA Danske film
Komedie, Familiefilm, TEMA Familiefilm jul
Komedie, Familiefilm, TEMA Familiefilm jul
Viser resultater 16 til 30 af 1005
Annoncer