Zodiac

Af: Thomas F. Moesgaard-Christensen
Filmen følger tre mænds arbejde med at opklare gåden om en morder. Det bliver en livslang besættelse med masser af personlige omkostninger.

David Fincher var meget stor i 1990'erne. Som Quentin Tarantino folkeliggjorde og nærmest forfinede splattervolden og ophøjede den til kunstart, blev det Finchers opgave med bl.a. "Ondskabens øjne" at stramme skruerne på den psykologiske thrillergenre. Fra "Alien 3" over hovedværket "Se7en" til "The Game" og "Fight Club" har Fincher markeret sig som en instruktør, der på stilbevidst facon mest af alt er interesseret i at give meget visuelt bevidste billeder af det inderste mørke i et menneskes sjæl.

"Zodiac" er hans første film siden metervaregyset "Panic Room" med Jodie Foster fra 2002. Nok engang kaster Fincher sig over seriemorderen, han, der var 1990ernes antihelt. "Zodiac" handler om den helt autentiske Zodiac-morder, der i årene 1969-1972 terroriserede Californien med sine mord og sine trusler om flere mord. Siden da har han lavet den radikalt anderledes Benjamin Buttons forunderlige liv.

Men selvom "Zodiac" nok er en morderfilm fra Finchers hånd er det her opdageren, der er i fokus. Eller rettere sagt – opdagerne. Filmen følger nemlig tre mænd, hvis arbejde med at opklare gåden om, hvem "Zodiac"-morderen var, bliver en livslang besættelse. Filmen følger detektiven Dave Toschi (Mark Ruffalo), journalisten Paul Avery (Robert Downey Jr.) og bladtegneren Robert Graysmith (Jake Gyllenhaal), hvis memoirer også er det litterære og sandfærdige forlæg for bogen. Alle tre bliver de på forskellig måde hvirvlet ind i efterforskningen af mordene, alle tre ønsker de at forstå bevæggrundende for hvorfor denne Zodiac-morder dog opfører sig som han gør, og for alle tre får det store personlige omkostninger.

Ikke for ingenting kommer filmen med den sigende tagline "There's more than one way to lose your life to a killer": De tre mænd opsluges af den tilsyneladende endeløse gåde og af morderen, der selv taler i gåder. Fincher formår med humor, desperation og frustration at tegne et billede af besættelsen, som den kun kan være, når man konstant føler sig meget tæt på at finde og opdage noget banebrydende og nyt. Det er befriende igen og igen at kunne le af de tre mænds håbløse kamp mod vindmøllerne, og det er rystende, når filmen igen og igen afslører, at det for dem er dyb alvor og et spørgsmål om sjælefred på et niveau, der kræver langt mere eftertanke end en hyggelig tur i biografen lægger op til.

Finchers grundighed er måske filmens største svaghed. Med en spilletid på lige under tre timer har Fincher lavet en meget lang film. Det kan argumenteres, at filmens længde er nødvendig for at tegne det portræt af besættelse, som filmen gør. Men Finchers styrke er normalt hans æstetiske bevidsthed og sans for den visuelle detalje. Den levnes der ikke meget plads til i dette drama, der nok er Finchers mest indadvendte hidtil, og også det trækker nedad. For mange væsentlige bipersoner (såsom ægtefæller) forbliver karikaturer, og hovedpersonerne, de tre mænd, tegnes aldrig helt skarpt op. Det er, som om Fincher heller ikke selv ved, om han skal hengive sig til personkarakteristikken eller prøve det umulige arbejde, det er, at opklare Zodiac-gåden, og derfor sætter filmen sig mellem to stole. Samtidig lægger den atmosfæriske, mørklagte og dunkle stemning en mat dyne over filmen; en dyne som i det lange løb ikke virker befordrende for filmoplevelsen. Det skiftende fokus på de tre hovedpersoner føres qua den sløve personkarakteristik heller ikke klart til ende – jeg savnede i hvert fald en mere ren afslutning end den, der i rulletekster nøgternt forkynder virkeligheden til sidst. Det er på sin vis lidt fattigt, at en så lang film - af en instruktør med en så skarp fornemmelse for fortælling - må slutte med et par refererende rulletekster.

Alt dette fratager dog ikke filmen, at den er medrivende og interessant som periodefilm. I genren foretrækker jeg dog Sean Penns undervurderede "Løftet - The Pledge" med en sensationel Jack Nicholson.

---