Vejen hjem

Af: Henrik Højlund
Nikolaj Lie Kaas spiller en fortvivlet far, som tager til Syrien for at få sin søn, der frivilligt har valgt at kæmpe i borgerkrigen i landet, bragt hjem igen.

ER DER EN VEJ HJEM? 

Charlotte Sieling har igen leveret et stærkt, yderst velkomponeret drama. Ligesom hun gjorde det i 2021 med Margrete den Første, en film om den første danske dronning, der ligesom vores nuværende, abdicerede dronning, Margrethe II, havde lang regeringstid, 1376-1412.

Filmen ”Margrete den Første” var en smule forplumret af historisk uklarhed. Det samme kan næppe siges om Sielings nye film ”Vejen hjem” med en historie, der finder sted i vores egen tid, i 2014. Vi er i Syrien, sammen med Christian (Nikolaj Lie Kaas), som leder efter sin søn Adam (Albert Rudbeck Lindhardt), som er taget til Syrien for at kæmpe i borgerkrigen. Christian er taget derned for at få sin søn bragt hjem igen. Situationen er uhyre kompliceret og farlig. Borgerkrigen består - ud over selve det regeringsstyrede militær - af en række ganske forskellige muslimske militære modparter, og dertil det fremvoksende uhyre ISIS, som i nogle år i Mellemøsten bryder igennem med den grusomste magtudfoldelse.

Det viser sig med tiden, at Adam har valgt at være en del af ISIS. Christian gør sit alleryderste for at finde vej til Adam. Det kræver selvoffer af tungeste rang, inklusive accept af at måtte ofre en anden, som ellers har hjulpet ham et godt stykke på vej til Adam. Christian anerkendes som fuldgyldig ISIS-tilhænger og kommer i kontakt med Adam. Adam viser sig imidlertid at være helt utilnærmelig. Han har for længst overgivet sig til en anden virkelighed. ”Vi fejrer de dødes død. Døden er mere værd end livet,” som han siger til sin far.

Svær erkendelse
Hvad der kan være baggrunden i Adams opvækst eller andet for dette skridt i hans liv, får vi ingen viden om. Men måske kan man ane en form for mørk udvækst af farens eget sind, et sind som synes grænseløst stædigt, når det gælder om at sætte sin vilje igennem for det, han mener er det eneste rigtige.

Farens drastiske valg for at redde sønnen kan på den ene side aflæses som stor selvopofrelse. Men på den anden side kan den også ses som udløb af et sind, som kun er i stand til at læse virkeligheden med et snævert, egenrådigt syn, som medfører, at han ikke er i stand til at erkende, at sønnen har taget et valg, som ikke kan overtrumfes og reddes med endnu kraftigere ord og handling.

Christian taler nogle gange i mobiltelefon undervejs med Adams mor, som på et tidspunkt siger til ham: ”Giv slip, giv slip.” Med andre ord: Indse at vores søn har taget et valg, som ingen andre end ham selv kan ombestemme – og som han måske aldrig kommer til at ombestemme. Men Christian er ikke i stand til at modtage sandheden. Så vil han hellere tvinge sønnen til redning og dermed erkendelse.

Er der andet end mørke?
Af hensyn til dem, der gerne vil se filmen, undlader jeg at nævne, hvor historien ender, men tillad mig alligevel en overskrift: Den ender mørkt. Og lige netop dét står for mig som endnu ét af mange eksempler på nutidens historier i både film og romaner, historier som ender mørkt og tomt, uden lys og håb, hvilket hver gang efterlader mig som seer eller læser med en følelse af, at livet bag et øjensynligt livfuldt, håbefuldt, handlingsmættet forløb, i yderste udsigt er tomt og meningsløst. Således altså også ”Vejen hjem”, som ellers hele vejen frem mod slutningen er yderst velkomponeret og seværdig, men nogen vej hjem bliver det aldrig til, og derfor mister filmen efter min mening alligevel en smule seerglæde.

Der kan måske øjnes et helt andet, underliggende perspektiv i filmen, som er forbundet med navnene Adam og Christian. Adam – det første menneske, mennesket i sin grundsubstans, mennesket på vej ind i et dybere og dybere mørke, når det helt igennem indfanges af sit eget indskrænkede sind. Og Christian – Kristus, som vil gå længere end alle andre i retning af selvopofrelse for at redde et menneske. Og at redningen ikke lykkes, kan også forbindes med et bibelsk perspektiv, som handler om, at hvis mennesket selv ikke vil frelses, så kan det ikke frelses. Men svagheden ved dette perspektiv vil i givet fald være, at Christians selvofring har mange uforløsende, utiltalende elementer, som er umulige at forbinde med Kristi selvofring.

Jeg tror mest af alt, at filmens afgørende pointe ligger i morens ord: ”Giv slip. Giv slip på dit forsøg på at styre et andet menneskes beslutning. Indse, at ethvert menneske til syvende og sidst må bære ansvaret for sit eget liv.”

Filmen er kommet på dvd og blu-ray.

---