The Killing of A Sacred Deer

ØJE FOR ØJE 

Nogle gange støder man på næsten arketypiske historier – ikke fordi historierne er tærskede som klicheer, men fordi de indeholder de store dramaer og tragedier, som næsten alle mennesker kan føle og suges ind i. Og mens mange har kedet sig i gymnasiet i oldtidskundskab, så må man tage hatten af for de gamle grækeres evne til at fortælle de store tragedier. Ligesådan er det også i filmen "The Killing of a Sacred Deer", der er en løs genfortælling af Euripides tragedier om Ifigenia.

Filmen handler om familiefaren og kirurgen, Steven Murphy (Colin Farrell), der prøver at rette op på gammel skyld, da en tidligere patient døde på operationsbordet. Patientens søn, Martin (Barry Keoghan), ønsker, at Steven bærer ansvaret for det spildte menneskeliv – hvilket selvfølgelig skal betales med blod. For sådan er blodskyld nu engang.

Ligesom i den græske mytologi, er der ikke tale om magiens hokus pokus, men snarere en mand der forfølges af skæbnens gudinde Nemesis. Nu skal Steven vælge hvem i sin familie, der skal betale prisen for sin ungdoms hovmod.

Ekstrem flot skuespil
Filmen er instrueret, og delvist skrevet, af Yorgos Lanthimos, der tidligere har lavet den kritikkerroste film "The Lobster", og i "The Killing of a Sacred Deer", har han igen begået et lille mesterværk. Hele filmen hænger sammen på en utrolig flot måde, hvor både plottet, historiens opbygning og ikke mindst dens filmiske udtryk skaber en mesterlig synergi. Filmen er krydret med skæve vinkler, utraditionel kameraføring og velvalgte musiske passager, der bidrager til at skabe en ubehagelig stemning – og dermed underbygger dramaets spidsfindigheder. Det giver filmen utrolig mange lag, og man sidder tilbage med filmsekvenser i hovedet der først bagefter giver mening. Fx når man i starten af filmen ser figurerne Steven og Martins sære relation, og hvordan den hele tiden underbygges i valget af vinkler og kamerabevægelser. Ligeledes bruger filmen næsten udelukkende klassisk musik i det asynkrone lydbillede, hvilket skaber en vanvittig stemning, der hele tiden underbygger dramaet og giver os følelsen af at blive forfulgt.

Hvis ikke man kan begejstres af instruktørens flotte arbejde, kan man altid nyde filmens ekstremt flotte skuespil. Alle skuespillerne gør det utroligt godt, og mens man kunne forvente det af Colin Farrell og Nicole Kidman, er det især den unge Barry Keoghan, der imponerer. Han er både afdæmpet og udtryksfuld, men allerbedst, når man kan fornemme den uudslukkelige hævntørst, han indeholder.

Historien er, som tidligere nævnt, baseret på to græske tragedier. Dette behøver man ikke at vide for at nyde filmen, men det forklarer, hvorfor den i så høj grad forholder sig til før-kristne værdier, såsom blodhævn, hybris og nemesis. I dag er vi ikke vænnet til at høre historier, hvor øje for øje-mentaliteten ses som retfærdig, hvilket medfører, at man kan have vanskeligt ved at afkode helte og skurke i fortællingen. Men det er vel også netop pointen, de gamle grækere ville have frem. At vi bare er mennesker, og at vi må leve med fejltagelser og ansvar – selv når det kræver store personlige ofre.

En af de bedste i 2018
Filmen har fået mærkatet 15 år og op, hvilket er helt rimeligt. Den indeholder både blodige voldsscener med unge mennesker og børn, og stærke seksuelle scener. Det er dog aldrig perverteret og tjener udelukkende til formål at demonstrere dramaet, familien gennemgår. Det er ikke udpenslet eller meget overdrevet, men for børn bliver det dog aldrig.

Alt i alt er" The Killing of a Sacred Deer" en vanvittig god film, og den fortjener uden tvivl de flotte priser og nomineringer, den har fået, hvilket bl.a. tæller prisen fra Cannes for bedste manuskript. Når det er sagt, så er det heller ikke en film for alle. Den er i udpræget grad kunstnerisk produceret, og den har et tempo, som moderne Hollywood-film ganske enkelt løber fra. Det gør dog ikke noget, for den er tydeligvis også lavet til et andet publikum. Personligt er jeg ikke sikker på, at jeg kommer til at se en bedre film i 2018.