Talenttyven

Af: Thilde Moskjær Kofod
En tidstypisk dansk komedie om Mark, en falleret boyband-stjerne, som stjæler billedet fra sin talentfulde kæreste Laura.

I "Talenttyven" følger vi parret Laura og Mark (Mille Lehfeldt og Casper Crump), der er i begyndelsen af filmen er meget forelskede på trods af en vis skævvridning, hvor Mark i kraft af sin status som (lettere falleret) boyband-stjerne, sætter sig selv i centrum på bekostning af Laura. Denne status quo bliver udfordret, da Laura til en talentscanning finder ud af, at hun er et geni og dermed får selvtillid nok til at præsentere en opfindelse - en talentscanner - for sin chef. Pludselig står Mark tilbage på sidelinjen, mens Lauras karriere begynder at rulle. Efter et mislykket forsøg på at skrive en ny sang til boybandet får Mark også målt sit talent og opdager til sin skræk, at han ikke har noget. Han stjæler talentscanneren, som også kan bruges til at overføre talent, og "låner" lidt af Lauras talent. Herefter ruller lavinen. Jeg afslører næppe for meget ved at sige, at alle problemer naturligvis løser sig i sidste ende.

"Talenttyven" er ikke en film, der sigter efter stor kunstnerisk anerkendelse eller påstår at rumme dyb viden. Den er, hvad den udgiver sig for at være: klassisk romantisk komedie tilsat det sædvanlige danske twist med skæve biroller og mange komikere. Det er jo sjovt, at Frank Hvam får lov at slå Elias Ehlers i hovedet med en avis. Det har vi vel alle haft lyst til på et tidspunkt.

Karaktererne er karikerede, og som seer skal man både gå med på, at Jonatan Spang og Casper Crump er boyband-materiale, samt præmissen om talentscanneren. Faktisk tænker jeg, at "Talenttyven" i virkeligheden burde have været en tegnefilm. Et todimensionelt univers med overdrevne karakterer, magiske elementer og masser af skæg og ballade. Hvis man, i stedet for at forsøge at gøre talentscanneren plausibel ved at forklare om neutroner og væsker i hjernen, havde taget den med så langt ud på overdrevet som muligt, så tror jeg, at filmen ville have været endnu mere interessant. Hvis filmen ville lege mere med de magiske muligheder og skabe et univers, som lå længere fra de romantiske komedier, den læner sig op ad, så havde den sikkert også været sjovere og helt sikkert modigere. Emnet er jo virkelig interessant, og filmen kan også ses som en kommentar til den talentdyrkelse, der er i tiden, hvor et menneskes værdi måles på talentet. I det perspektiv kan man godt bruge "Talenttyven" som oplæg til en snak omkring, hvor vi hver især finder vores identitet og selvværd.

Alt i alt er det en ok film, helt fin underholdning, men jeg håber personligt, at Spang får lov at lave endnu en film, og at han, når han ikke længere er debutant, tør give fantasien – og talentet – frie tøjler.

---