Marie Krøyer

Af: Finn Andersen
En kvinde og hendes berømte mand forsøger at holde sammen på ægteskabet, men hans sygdom og egoisme støder hende væk.

Bille August skriver selv: "Marie Krøyer" er først og fremmest en kærlighedshistorie, et portræt af en unik kvinde af sin tid. Marie var dengang den mest beundrede kvinde i Danmark, dels for sin skønhed, men også som idealet som den perfekte hustru og mor, gift med landets ubetinget største mester og internationalt kendte maler, Søren Krøyer. Men bag den idylliske facade udspillede der sig et opslidende ægteskabsdrama.

Marie vælger at være tro over for sine følelser til Hugo Alfvén. Hun vælger kærligheden. Så fra at være den mest beundrede celebrity bliver Marie Krøyer nu den mest udskældte og mest forhadte kvinde i landet.

Det er jo en kort sammenfatning over det historiske og det, filmen handler om. Undervejs i filmen får vi også et autentisk indblik i en stor kunstners liv.

Alle, der har besøgt Skagen, eller på anden måde har set nogle af parrets billeder, fornemmer det liv, de har haft. Selv har jeg oplevet det på en særlig måde i det store maleri med Sankt Hans aften på stranden – og i en længere artikel om professor Langes sanatorium i Middelfart, hvor Søren var indlagt. Malerkunsten og hans syge sind fylder meget og sætter sit præg på hustruen Marie.

Parret har et godt liv – de har en høj social status og P.S. Krøyer er populær som aldrig før. Men under overfladen er livet alt andet end let. Filmen begynder, hvor Krøyers sindssygdom tiltager og gøre det meget vanskeligt for Marie og hendes datter at blive. Deres fælles kunstnerliv bliver ikke til noget og frustrerer Marie. For at få styr på tankerne og få lidt fred, rejser Marie og datteren Vibeke med en veninde til Marstrand i Sverige, hvor Marie møder den svenske komponist Hugo Alfvén, som hun forelsker sig i. Hun forlader Søren og tager med Hugo, men Marie indser, at det ikke gør livet lettere.

Det var spændende at følge filmen, som til dels foregår i det hus, som dannede rammen om kunsten og livet.

Bille August gør det rigtig godt. En stor tak til instruktøren. Særlig Søren Sætter-Lassen leverer et perfekt indtryk af maleren – helt som jeg har læst, hørt og forstået det. Birgitte Hjort Sørensen (fra tv-serien Borgen) leverer også varen som en troværdig Marie, selvom hun ikke ligner hende ret meget. Også husene, stranden osv. sætter os godt tilbage til den tid, hvor de levede i Skagen. Jeg genkendte dog nogle moderniserede huse i Skagen og Vartovs gård i København – og en lidt dum fejl, at der var græsbakker ved siden af banegården i Skagen …

Filmsammensætningen (klipningen) skurrer lidt. Jeg synes det er for nemt at lave scener eller akter – filmbidder, der viser et øjebliks billede af en hændelse, uden at den hænger så meget sammen med det, som var før, og som kommer efter. Det er klodset klipning, som skader helhedsindtrykket.

Uanset at tiden var en anden, handler filmen også om, at en ægtefælle ikke giver den anden plads. Søren har kun øje for sig selv, og det er måske den væsentligste grund til bruddet mellem de to.

Filmen er også et budskab til os om at tænke på vores næste, arbejde på vores ægteskab, ikke skjule os under selvoptagede kunstnerholdninger – men opfatte vores ægtefælle som vores næste og arbejde på hinandens glæde.

---