Herrens Veje II afsnit 1 (serie)

Af: Michael Agerbo Mørch
Herrens Veje slumrer videre, og det virker nu definitivt, at serien ikke bliver en fælles åndelig referenceramme for danskerne.

ET SLØVT PRODUKT 

Så er familien Krogh tilbage i bedste sendetid. Ikke at vi reelt har savnet dem, desværre, for sæson I var til glemmebogen. Alligevel har DR valgt at presse den komposterede citron yderligere og givet Price & co. skærmtid søndag aften, men efter første afsnit er det kun blevet mere uforståeligt. Serien er gået i stå, for selvom intrigerne fortsætter, og de indre dæmoner raser balstyrisk hos alle i husstanden, så snurrer problemerne i tomgang.

En forvirret familie
Vi dumper ind i serien halvandet år efter Augusts død. August, denne vakte, empatiske, mystiske skaterpræst, der bare ville alle det godt, selvom han ikke rigtigt troede på noget mere, da hans PTSD gjorde både troen og relationerne uudholdelige. Familien lider under Augusts fravær. Emilie har fået sønnen Anton, men hun vil ikke have ham døbt. Det er vist mest en straf til Johannes, som Emilie giver skylden for Augusts milde sindssyge og tidlige død. Johannes famler rundt, særligt fordi Augusts gamle kirke, Brovang, skal sælges, måske endda til muslimerne. Konen Elisabeth går til sorggruppe, og hun er (selvfølgelig?) utro med en fra gruppen. Det er et kvalmt eksempel på et slapt manus, for utroskaben overrasker jo ikke. Vi har for længst lært, at Elisabeth søger de hurtige løsninger, men det bruges ikke rigtigt til noget. Christian har succes som buddhistisk guru, der storsælger bøger og holder selvudviklingskurser. Desuden er han bindeleddet i en tumultarisk familie, og særligt Emilie trækker på hans ressourcer. Christian er også centrum for seriens eneste reelle cliffhanger, da første afsnit efterlader os med den spinkle overvejelse, om han mon kunne finde på at optage præstegerningen, nu hvor August er væk, og Johannes desperat forsøger at finde slægtens næste hyrde. Men sindsoprivende er det jo ikke.

"Herrens Veje" er en serie om tro. Men alligevel ikke. Som hele sæson I har første afsnit i sæson II ikke tro som tema, men som miljø. Og det endda et ikke-genkendeligt miljø, for dertil er karaktererne for ekstreme og problemerne for aparte. Serien kommer til at gribe den forkerte handske, der tror sig mere intens, hvis alle effekter overdrives. Det er en uklog beslutning, for som seer efterlades man med den grundforvirring, at historien udspiller sig i Danmark, men i et miljø, der er mig ganske fremmed.

Troen foldes ikke ud
Det er altså en miljøbeskrivelse, men troens emne foldes ikke ud. Det bliver ved statements, korte erklæringer og floskler. Det er ret ærgerligt, for holdet bag serien ved jo godt, hvor gnisterne slår, og hvad tro reelt betyder for mange mennesker. I denne sæson har vi indtil videre fået et lille glimt af, at Emilie slår sig på den folkelige overtro, hvor hun bruger en drømmefanger over Antons vugge – en indiansk genstand, der skal sikre bedre søvn.

Efter de første tres minutter af sæson II sidder man desværre med den ærgerlige fornemmelse, at de næste mange søndage skal spildes på slapt sjask. Jeg håber, jeg senere på året må æde hatten og gratulere for et fornemt produkt, der med ét blev hele Danmarks åndelige referenceramme; men lige nu tegner det mest til, at jeg må kondolere, for produktet døde, længe inden vi nåede målstregen.

Se anmeldelse af afnit 2-5.

---