Guldkysten

Af: Carsten Riis Jensen
I "Guldkysten" er det visuelle håndværk i top. Men dramaturgi og dialog er kunstig og unaturlig. Filmen er dræbende langsom og spild af tid.

LANGSOMMELIG POESI
Det er et stykke Danmarkshistorie, jeg ikke selv var opmærksom på, da jeg hørte om filmen "Guldkysten". Der er ofte fokus på Danmarks tid på De Vestindiske Øer, men sjældent på den tid, hvor Danmark drev slavehandel på den afrikanske Guldkyst og var blandt verdens største af slagsen.

Som sådan er det jo en vigtig historie at få fortalt, også på filmlærredet, men hvis du forventer et godt, historisk drama i stil med 9. april eller Hvidstengruppen, så må jeg skuffe dig:

Filmen er en time og halvtreds minutters spild af tid, medmindre du er til poetisk, klæbrig "naturporno", kunstig dialog og musikalske flydetoner i stil med 80'ernes Jean Michelle Jarre.

Det skal man simpelthen være klar over, hvis man tager ind og ser "Guldkysten". Dette er en kunstfilm, hvor det visuelle håndværk og de malende billeder er helt i top, men hvor handling, dialog, dramaturgi, osv. mere ligner en naturfilm fra National Geographic med konstant voiceover og unaturlig, kunstig dialog.

Den unge Wulff sendes i 1836 til Afrikas Guldkyst for at føre opsyn med en kongelig kaffeplantage. Filmen er i en genre for sig, og den er simpelthen syret! Jeg vil endda sige, at den på mig virkede irriterende, med dens lange poetiske passager, hvor hovedrollen Wulff – spillet af Jakob Oftebro – filosoferer over naturen og belærer de stiltiende, måbende afrikanere om, hvordan de bør gøre sig til ét med naturen og med den plantage, han er ved at plante til dem.

I "Guldkysten" medvirker også et missionærpar. Et ungt par, som bliver fremstillet lige så karikeret og næsten gruopvækkende, som man næsten kan forestille sig imperietidens missionsindsats: De sidder der - midt i junglen - i deres store kjoler og fine skjorter, med et klaver, de har fået slæbt helt dertil, og synger danske salmer med de afrikanske børn. Karikeret, ja, men desværre nok ikke så langt fra virkeligheden.

Jeg er sikker på, at instruktøren Daniel Dencik har haft store kunstneriske ambitioner med filmen, og jeg er sikker på, at han har ønsket at prikke til biografgængerens poetiske og æstetiske sanser for derigennem at gøre opmærksom på, at slaveri er noget skidt, fordi det er "u-naturligt".

Men resultatet af instruktørens anstrengelser er simpelthen dræbende langsommelig "naturporno" og kunstig dialog, der bare gør filmen endnu mere irriterende. Spild at tid og penge, hvis du spørger mig.

---