Drive My Car

Af: Pelle Kviesgaard og Thomas Sæderup
Et langsomt og afdæmpet portræt af en mand, fra den anden side af kloden - og alligevel irriterende tæt på! En japansk film med mange lag.

EN FORTÆLLING I EN FORTÆLLING I EN FORTÆLLING 

"Drive My Car" tog Oscaren for bedste udenlandske film i 2022 - og det giver mening!

En intenst opsat fortælling af den fremadstormende japanske instruktør Ryûsuke Hamaguchi skrevet af den utroligt populære forfatter Haruki Murakami, der har ladet omdrejningspunktet være den russiske dramatiker Anton Tjekhovs skuespil Onkel Vanja. Der mangler ikke ligefrem lag i løget.

Østens filmkunst
At se en japansk film er naturligvis også en helt anden oplevelse end den seneste blockbuster-film. Tempoet er helt nede. Der går reelt 40 minutter inden forhistorien er færdig, der kommer en titel på og først da går selve historien i gang.

De østasiatiske skuespilleres udtryk er også noget helt andet at aflæse. De er afdæmpede, når det er mest intenst, og intense, når det er mest afdæmpet. Som eksempelvis når filmens karakterer bliver sat under pres. Her reagerer de - i tråd med kulturen - med værdighed og pæn opførsel, hvilket giver en ulmende kontrapunktisk dramatik, fordi vi fra en vestlig kultur og filmtradition ville forvente et larmende følelsesudbrud som reaktion. Når man lader sig gribe af den fortællemåde, står filmen så meget desto klarere og stærkere for en.

Den sø(r)gende teatermand
Kafuku, filmens hovedkarakter, kaster sig ud i at instruere livsdramaet Onkel Vanja, som han tidligere har spillet hovedrollen i. Han bærer på sorgen over sin kones død to år forinden, og sågar en spæd datters død for tyve år siden. I lange køreture i sin røde Saab 900, føler han sig hjemmevant og fastgjort i anger og sorg, mens han indlærer replikker fra et kassettebånd indtalt af hans afdøde kone.

Teateropsætningen er et ambitiøst projekt, hvor skuespillerne taler fire forskellige sprog og altså kun kan forstå hinanden, hvis skuespillet i sig selv er tilstrækkeligt stærkt, toppet med en stum skuespiller, der må fremføre sine scener på tegnsprog. Karakterernes replikker fra Onkel Vanja fletter sig sammen med og kommenterer på Kafuku og skuespillernes liv i en umærkbar symbiose, hvor man skal være på stikkerne og måske godt kunne ønske et bredere kendskab til russisk dramatik ... Ork nej, filmen taler bestemt ikke ned til sit publikum.

Mænd uden kvinder til at køre bilen
Novelleforlaget af Murakami hedder Mænd uden kvinder, og det forhold bliver udforsket fra flere sider. Manden som den fastlåste, den dominerende, den afventende uden chance for at blive fri fra det fastlåste uden kvinder, mens det dog på den anden side er endnu mere risikofyldt faktisk at involvere sig med dem. Og samtidig kan man måske spørge om, hvad kvindesynet egentlig er i filmen, hvor de helst skal være en slags neutrale, konfliktfrie spejl for manden, som så kan bruge dem som sit trinbræt ud i livet.

Hamaguchis titel "Drive My Car" bliver aktuelt for Kafuku, da en ung kvindelig chauffør (tilsvarende den alder hans datter ville have haft) ved særlige omstændigheder bliver nødt til at overtage styringen af bilen. Dermed gives Kafuku en chance for at finde tillid og frivilligt kontroltab til at undslippe det lidelsesrum, han har låst sig inde i. Samtidig giver chaufførjobbet også den unge kvinde en chance for forløsning i parallelt forløb med Kafuku.

En mening med det hele?
Man kan frustreres over de tavse karakterer, der håndterer livets slag ved passivt at lade sig ramme, for senere at lade dæmonerne springe frem, men det er samtidig ganske svært ikke at blive berørt af deres skæbner.

Hamaguchi lader både en stemme sige, at det er i accepten af andre mennesker, med alle deres fejl, vold og utroskab at freden er at finde. Samtidig anerkendes skylden i karakterernes passive ikke-handlen, hvortil freden skal forstås i at have prøvet, have turdet, have spurgt i stedet for at gå resten af sit liv og fortryde, men også ved at komme videre og fravriste sig det lidelsesrum, som til sidst ikke er nødvendigt længere. Det bliver konkret i filmens sidste scene for både chaufføren og Kafuku.

Stærkest står den stumme skuespillers afslutningsscene, som den oversete datter Sonja, der trøster onkel Vanja i al hans ynkelighed af forliste skaberdrømme og ugengældt kærlighed. Scenen slutter med en smuk "monolog" på tegnsprog, der finder sit højdepunkt i til sidst at kunne stå over for Gud og vise, hvor man har grædt, og hvad man har lidt, og at "Gud da vil få medfølelse med os".

"Drive My Car" forstår sig på menneskesjælen og lader os frustreres over dens indkrogethed i sig selv. Her har filmen formentlig fat i den lange ende, da den viser, hvor afdæmpet og intenst bearbejdelse af sorg og svigt kan være - med et håb om at arrene kan heles til sidst.

Filmen er kommet på dvd.

---