Den kinesiske enke

Af: Ketty Dahl
Flotte billeder om kærligheden mellem en kinesisk kvinde og en amerikansk pilot. Men Bille August har ikke sit hjerte med i filmen. Engagementet mangler!

BILLE AUGUST I KINA 

Bille August har lavet en kinesisk film. Optaget og produceret i Kina. På trods af svære omstændigheder med at få godkendelse til optagelser i Kina, gik han gennem censuren, og filmen "Den kinesiske enke" blev filmet.

Jeg har altid været vild med Bille Augusts evne til at fortælle historier på det store lærred. Han kan noget med billeder. Storladne naturscenerier og intense nærbilleder af ansigter, der siger mere end mange ord. Det er også gældende i denne film. Billederne er smukke og nærværende og hvert eneste billede lægger en grundstemning. Ansigterne er et kapitel for sig, og de mange close-up billeder fortæller en ordløs historie. Men så er der heller ikke så meget mere at sige, og måske er det derfor, vi stort set ikke har hørt om den.

Gryende forelskelse
Handlingen er kort fortalt, at den amerikanske soldat, Jack, forulykker over Kina efter et bombetogt i Japan. Han findes af en kinesisk enke med en lille datter. Hun skjuler ham i sin kælder, men snart er japanerne på jagt efter Jack. Enken Ying og Jack får øje for hinanden i de få dage, de tilbringer sammen i hytten, og der opstår en gryende forelskelse mellem dem.

Den sande baggrund for filmen er, at under anden verdenskrig strandede 64 amerikanske soldater i Kina efter bombetogter i Japan. De 56 blev reddet af civile kinesere og hjulpet tilbage til USA, men som hævn massakrerede japanerne ca. 250.000 civile kinesere. Det er jo en vigtig historie at fortælle, og en historie, man ikke har hørt meget til tidligere, men desværre bliver den ikke helt forløst i Bille Augusts version.

Stereotypt og floskelagtig
Både amerikanere og japanere er ret stereotypt beskrevet. Amerikanerne er flade og floskelagtige i monologen, japanerne er ensidigt onde og er som taget ud fra en amerikansk B-film. Selv kampscenerne virker stereotype og gør ikke det store indtryk. Intensionen med filmen er ifølge August selv, at der skal fortælles en smuk kærlighedshistorie på tværs af kulturforskelle og sprogbarrierer.

Det lykkes dog aldrig helt. Det er, som om hjertet ikke er helt med i historien, engagementet mangler, og det hele bliver lidt banalt og overfladisk. Der er bestemt gode elementer undervejs, men det bliver ikke en fortælling, der går over i filmhistorien.

Den største præstation
Den unge kinesiske enke og Jack må prøve at kommunikere med fagter, lyde og tegninger, - men selv når ordene mangler, er kærlighed universel, og de finder sammen i en slags betagelse eller forelskelse, selv om de kun har et par dage sammen i hytten. Der er ingen udpenslede sexscener, kun øjnenes sprog, og det er for en gang skyld helt befriende, at vi ikke skal prakkes sex på ud over hele lærredet som en del af pakken. I Bille Augusts version bliver det næsten mere intimt og i hvert fald smukt, at de udvekslede blikke får lov at tale for sig selv og stå som kærtegn uden ord. Men når det så er sagt, så er selve kærlighedshistorien ret tynd og forudsigelig. Den største skuespilpræstation ligger faktisk hos enkens datter, Nunu, der spiller særdeles godt og udtryksfuldt, hvorimod Jack (spillet af Emilie Hirsch) aldrig bliver overbevisende i sin præstation. Selv slutningen er flad og underligt uafrundet. Hm…

Det er en okay film, men så er det heller ikke mere. Den sætter sig overhovedet ikke, men får blot lov at passere. Kom igen, Bille August!!

---