Captain Fantastic

FANTASTISK NAIV

Anmeldernes stjernedrys over den nye film ”Captain Fantastic” var så massivt og entydigt, at jeg ikke tøvede med at invitere fruen med i biografen på selve premiereaftenen. Også fordi vi aftenen før havde set hovedrolleindehaveren, den halvt danske skuespiller, Viggo Mortensen, i et interview i Aftenshowet. Han fremtræder som en sympatisk mand, og han har desuden spillet fremragende i en række meget seværdige film.

Forventningerne var med andre ord store, da vi satte os til rette i biografsæderne. 5 minutter inde i filmen havde jeg en følelse af, at det ville blive EN lang aften. Jeg overvejede faktisk at foreslå fruen, at vi skulle smutte igen. Klichéerne stod fra begyndelsen i kø. Men da vi er forholdsvis velopdragede mennesker, blev vi pænt siddende – og håbede på bedring. Den kom aldrig. Mage til klichéfyldt film skal man godt nok lede længe efter. Jeg sad under det meste af forestillingen og undrede mig over den enstemmige hyldest i anmeldelserne.

Nu er den slags jo selvsagt subjektivt. Ved siden af mig sad en mand og snøftede og tørrede tårer, og fred med det. Vi er forskellige, film og kunst trykker på forskellige knapper. Og anmeldere er lige så forskellige som alle andre mennesker. Men enstemmigheden – jeg fatter ingenting.

Enten - eller
Filmen belærer os bedrevidende og skråsikkert om socialismens, buddhismens og det naturlige naturlivs velsignelser. Alternativerne bøjes i lysende neon:
Enten er du antikapitalist, lever i pagt med og helst midt i naturen, længst mulig væk fra byer og moderne huse, gader og biler. Du er belæst til op over begge ører i verdenslitteraturen, samtidig med at du kan dine samfundsteoretikere (socialister og marxister) på fingrene og tillige forstår atomfysikkens grundlæggende principper. Du kan ikke udstå kristendommen, du er altid bundærlig overfor dig selv og andre, du kan argumentere rationelt for alt, hvad du tænker og mener, og du kan dræbe og partere en hjort med en kniv.
Eller også er du overvægtig, ved meget lidt om samfundet og alt mulig andet, fordriver tiden med playstation, fortrænger følelser og lyver for dig selv og andre, tror på julenissen ved navn "Jesus" og udnytter kapitalistisk andre ved at eje bil, hus og have.

Floskelfyldt og fladt
Og jeg karikerer ikke engang filmen. Dette og mere til af samme skuffe er præcis, hvad filmen stiller op som alternativer. Som repræsentant for det ene alternativ har vi Viggo Mortensen, alias Ben, med seks børn. De har slået sig ned i en skov og lever som en blanding af hippier, indianere og naturfilosoffer. Ben underviser selv børnene, og niveauet er tårnhøjt. Oveni træner de alverdens kropslige og naturmæssige færdigheder, og om aftenen kommer guitaren frem, og der går ren ølejr-stemning i det.

Jeg fik kvælende fornemmelser af Tvind-ideologi undervejs. Kæft, trit og retning under dække af varme smil, højpandede citater og rundbordsdemokrati.

Moren er ikke sammen med dem. Hun er gået psykisk ned, og kort inde i filmen tager hun sit eget liv. Det skubber handlingen i gang. Familien ruller af sted i den gamle bus, da de skal sikre moren en bedre begravelse end den planlagte kristne begravelse. Filmen bliver til en roadmovie, men den mangler fuldstændig roadmoviens dybere erkendelsesudvikling. For undervejs møder vi det andet alternativ, og det fremtræder som det bedsteborgerlige liv af værste skuffe, floskelfyldt, fladt og flovt. Ganske vist er der mod slutningen noget, der pludselig ligner et erkendelses-skifte. Bedsteborgerligheden viser sig måske at være et menneskeligt, jordnært og klogt alternativ. Men nej, det hele ryger i spanden, tilbage er der kun Bens Tvind-alternativ, en anelse modificeret.

Naivt syn på mennesket
Jeg spørger igen: Hvordan i al videste verden er denne film røget lige ind på anmeldernes hitliste? Det er mig komplet ubegribeligt. Er længslen i tiden efter et alternativ til den rene materialisme (en længsel, jeg godt forstår!) så stærk, at man er parat til hvad som helst? Parat til at tro på, at hvis mennesket bare rydder tilstrækkeligt op i gamle og nye vrangforestillinger om verden, så kan vi sammen skabe det noget nær paradisiske samfund.

Jeg er selv vild med simple-life sommerferie, en hytte i Norge uden indlagt vand, nul tv, hver dag frisk fisk fra havet, das i udhuset. Jeg tror på et alternativ til rendyrket materialisme, også i den materielle hverdag. Men spar mig for denne løgnagtige utopi om muligheden af at skabe et antimaterialistisk Paradis på denne side af døden. Den slags drømme-utopier ender altid med at blive et mareridt.

I det 19. århundrede forkyndte filosoffer og litterater Guds død, og med jubel proklamerede de forlæggelsen af Paradis fra Himlen til jorden. Resultatet så vi i det 20. århundrede, frugterne af de store gudløse Paradis-utopier, kommunismen, nazismen, maoismen.

Jeg holder mig til den gode gamle bog, som fortæller den jordbundne historie om, hvorfor verden er, som den er, historien om Adam og Evas yderst ufuldkomne efterkommere, som må gøre det så godt, de kan, i denne verden, mens de venter på den eneste, der kan og vil gøre al ting nyt.

Naivt? Jeg synes, det er langt mindre naivt end at tro på menneskets muligheder for selv at skabe Paradis. Og i hvert fald langt mindre skræmmende.