Alletiders kvinder

Af: Ketty Dahl
Et dramatisk tidsbillede af 70'erne, hvor alt blev prøvet af i frisindets navn, men noget bud på livets mening giver filmen desværre ikke.

EN TEENAGERS LØSRIVELSE

Den 15-årige Jamie bor med sin fraskilte, midaldrende, ensomme og kæderygende mor, Dorothea (spillet af Anette Benning) i Californien. Moren har lejet et værelse ud til den dysfunktionelle og kræftsyge punker, Abbie, der også er feminist. Desuden har hun udlejet et værelse til keramikeren William, der er en ret umoden mand, der ikke tager så meget ansvar, men bare sjosker lidt rundt og er rar og omgængelig. Ud over disse personer kommer nabopigen, Julie, meget i huset. Hun er en ensom pige, der søger kærligheden gennem diverse seksuelle eskapader.

Personerne omkring Jamie har det til fælles, at de alle er ensomme, søgende og længselsfulde og ikke rigtig kan finde ud af hverken dem selv eller hinanden. De famler rundt i livet og snubler gang på gang. Da Jamies mor ikke forstår den moderne verden, som hendes søn er på vej ud i i sin løsrivelsesproces, beder hun de øvrige personer omkring ham tage over og hjælpe ham på vej med deres livserfaringer og i det hele taget holde øje med ham. Men da de heller ikke har styr på deres eget liv, bliver det nogle ret tvivlsomme samtaler og mangelfulde råd, de giver ham med på vejen. Meget handler om kvindernes syn på mænd, og da deres erfaringer med mænd ikke er de bedste, bliver deres råd det heller ikke. Ofte kommer samtalerne til at handle om sex i betydningen sex uden kærlighed og ansvar.

Moren ønsker, at Jamie skal have en mandlig rollemodel, da han kun ser sin far en gang om året, men det kniber gevaldigt med rollemodeller i omgangskredsen. Men Jamie ønsker ikke morens eller de andres indblanding, han går sine egne teenageveje og trodser moren. Han tager på druk og byture og til punkkoncerter uden at orientere hende, og der opstår et større og større forståelsesskel mellem dem. Filmen giver på den måde et portræt af en drengs løsrivelsesproces fra sin mor, og den beskriver hendes sorg over, at hun aldrig vil kunne forstå, at han har sin egen parallelle verden til hendes. Generationskløften er bred. I virkeligheden har Jamie ikke behov for, at der bliver sat alle mulige andre på som rollemodeller i hans liv, han har egentlig bare brug for at blive set af sin mor og ønsker hendes fortrolighed.

70'er-tidsbillede
Alle i filmen søger efter mening, ikke mindst gennem uforpligtende sex, men jo flere de prøver af, jo mere tomme føler de sig, og de tør ligesom ikke erkende, at de i virkeligheden søger efter mere end sex. Som Julie siger på et tidspunkt: "Halvdelen af de gange, jeg har sex med fyre, fortryder jeg." Man ser hende da også undervejs opsøge en af abortindustriens klinikker hos Planned Parenthood.

Filmen giver et meget godt tidsbillede af en 70'er storbygeneration, der afsøger grænser og søger efter noget uden at vide efter hvad. Det handler om sex, ensomhed og mere ensomhed og mest ensomhed. Filmen er ikke direkte kedelig, men den tenderer i perioder, og den dvæler så meget ved samtalescenerne, at den bliver langtrukken og kører i tomgang af og til. Skuespillerne spiller deres roller særdeles godt og intenst, der er bare ikke så meget i historien at byde ind med.

Flere gange glider filmen ubesværet frem og tilbage mellem personernes fortid, nutid og fremtid, så man får et indblik i, hvad de er formet af og på vej til. Det er et fint kunstgreb, der gør, at som handlingen skrider frem, bliver selv bipersoner til hovedpersoner, og de indgår i et fællesskab, der, på trods af deres uforpligtende forhold, forpligter dem på hinanden i en eller anden grad.

Filmen er ifølge censuren tilladt for alle, men frarådes børn under 7, men selv om der ikke er direkte sexscener, men mest tales om det, er det ikke en børnefilm, så den censurrådgivning er ret misvisende.

Hvad er Meningen?
Efter at have set filmen sidder man tilbage og tænker: Hm… ja, sikkert et meget realistisk tidsbillede af 70'erne, hvor alt blev prøvet af i frisindets navn, men giver den noget bud på mening, eller rettere Meningen med stort M? Svaret er nej, man følger karaktererne ind i deres tomhed. Livet glider af sted uden nogen særlig mening, og man sidder egentlig og føler sig ret tom, når den slutter. Med andre ord, man føler sig ikke specielt beriget efter at have set den, selv om den måske kommer tæt på sandheden om en hel generations tomhed og længsel. På et tidspunkt i filmen transmitteres daværende præsident Carters tv-tale til nationen, her siger Carter meget sigende for filmen: "Denne generation er på en vej, der fører til en fejlagtig opfattelse af frihed, og det er den sikre vej til sammenbrud. Vi er ved en vej, der fører til fragmentering og selvoptagethed." Det er i virkeligheden filmens største sandhed, og man kan ikke lade være med at tænke, om vores generation er kommet meget videre? Mange mennesker går rundt og søger efter en mening med livet og går i blinde forbi Ham, der står og siger, at Han er Sandheden, Vejen og Livet. På den måde bliver filmen egentlig en reminder om, hvor meget der er på spil, hvis man bare går og går uden at have et mål og uden at finde det.

---