Dommerens valg/The Judge

The Children Act

En dommer står med en sag om ja eller nej til, om lægerne mod patientens vilje må give blodtransfusion til en dødelig syg teenager fra Jehovas Vidner. Samtidig er der knas på hjemmefronten. Drama, Filmstriben.dk, 
Produktionsår: Produktionsår: 2017
Varighed: 105 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 7 år
Instruktør: Richard Eyre,
Medvirkende: Emma Thompson, Stanley Tucci, Fionn Whitehead, Ben Chaplin,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen - 28.01.2019

JURA, RELIGION OG ETIK KOLLIDERER 

Samtidig med en vanskelig retssag, der kan betyde liv eller død for en teenager, rammes dommer Fiona Maye (Emma Thompson) af en krise på hjemmefronten. Det viser sig at være en dårlig blanding. Fiona Maye er en respekteret dommer i familieretten. Hun er ikke kommet sovende til sin succes, og prisen er blandt andet betalt af hendes mand Jack (Stanley Tucci). Efter mange års ægteskab har han fået nok af hendes arbejdsnarkomani. Han meddeler, at han agter at foretage et sidespring. Resolut smider hun ham ud og får skiftet låsen i fordøren.

Samtidig med dette skal hun i stor hast dømme i en sag, hvor den unge Adam (Fionn Whitehead) er døden nær på grund af leukæmi. Han og hans forældre tilhører Jehovas Vidner, og da han mangler nogle uger i at blive 18 og dermed myndig, kan forældrene forhindre, at lægernes anbefalede behandling bliver fulgt. Adam er enig med sine forældre, og afviser også selv den blodtransfusion, der sandsynligvis kan redde hans liv. Dommer Maye skal afgøre, om hun vil redde hans liv ved at gå imod hans samvittighed, eller hun lade ham beholde hans værdighed med stor alvorlig risiko for, at han dør eller bliver alvorligt handicappet.

Dommeren dømmer sig selv
Filmen blander konflikter fra jura, etik og religion, og trækker os med ind i komplekse livssituationer. Ser vi på handlingen alene, har den tendens til at virke lidt konstrueret, men takket være en formidabel præstation af Emma Thompson betyder det ikke noget. Instruktøren er ikke bange for at lade kameraet hvile på hendes ansigt i close-up, og det forstår man godt. Hun formår at vise både respekt, glæde, kærlighed, vrede, tvivl og desperation - nogle gange flere af følelserne på én gang.

Fiona Maye dømmer sig selv for nogle af sine valg, men det er op til os som tilskuere at afgøre, om vi er enige med hende. Gjorde hun det ikke netop, så godt hun kunne? Eller lod hun problemerne på hjemmefronten og ansvaret i retssalen påvirke hinanden, så hun ikke tænkte klart? Kom hun til at se på Adam som den søn, hun aldrig selv fik? Var der måske endda nogle mere upassende følelser? Fik følelserne lov til at styre hendes skarpe juridiske hjerne?

Det positive skinner igennem
Det er muligt, at Jehovas Vidner vil opfatte "Dommerens valg" som endnu en film, der hænger dem ud som snæversynede og uansvarlige, men faktisk får Adams forældre og hans forsvarer lov til at lægge deres sag frem på en overbevisende måde. Det gør lægerne også. Der lægges ikke skjul på, at de mener, at ældgamle religiøse argumenter ikke tæller det mindste, når et menneskes liv er på spil. Jack får også lov til af fyre en enkelt sætning af i filmens indledning, hvor han giver udtryk for en massiv ateistisk holdning under en forelæsning på universitetet. Men alt i alt får de forskellige synspunkter i filmens dilemmaer lov til at stå pænt afbalancerede.

Til trods for de tunge temaer formår filmen grundlæggende af slå en forholdsvis lys tone an. Den bliver hverken knugende, overfladisk eller rørstrømsk.  Livets mange gaver og kærlighedens rigdom får lov til at skinne igennem.

Filmen er baseret på bogen Barnets tarv af Ian McEwan, der også har skrevet romanen, der ligger til grund for filmen Soning.

---