Mørk fantasy

Af: Anne Solfrid Brennhovd
Springer filmen "Det gyldne kompas" let og elegant over de religiøse temaer, som ellers er centrale i bogen?

Både fans og filmkritikere har store forventninger til filmen "Det gyldne kompas", som er baseret på romantrilogien Det gyldne kompas (His Dark Materials). Springer filmen let og elegant over de religiøse temaer, som ellers er centrale i bogen, sådan som instruktøren Chris Weitz har antydet?

Fantasytrilogien har gået sin sejrsgang over store dele af verden. I England, som er forfatterens hjemland, var den tredje bog så længselsfuldt ventet, at Pullman modtog masser af breve med både opmuntringer og mistænkelige trusler, hvis ikke han satte farten op. Engelske aviser har rost bøgerne.  The Observer mente, at Pullman måske er den bedste historiefortæller nogensinde, mens Sunday Times kaldte ham en uudtømmelig, alsidig, vidunderlig begavet forfatter. Men de kommentarer, som først og fremmest er blevet hængende ved Pullman, er i flere tilfælde kommet fra kristne anmeldere. The Catholic Herald bad læserne holde øjnene åbne, for Det gyldne kompas er langt mere værdig til at blive brændt på bålet end Harry Potter-bøgerne, og en million gange mere uhyggelig.

Den første bog fik titlen Northern Lights i Storbritannien, men kom til at hedde The Golden Compass i USA. På dansk hedder trilogien Det gyldne kompas ligesom første bog, mens de to næste hedder Skyggernes kniv og Ravkikkerten, men de har ikke opnået samme status i Norden som i mange andre lande.

Tony Watkins, redaktør i Damaris International, har skrevet bogen Dark Matter: A thinking fan's guide to Philip Pullman. Han mener, at den mest åbenbare grund til den enorme succes er, at bøgerne rent litterært er af meget høj kvalitet med henrivende opfindsomhed, rig variation i sproget, slående og gode formuleringer, levende karakterer og drivende, opkvikkende historier. Udover at være en velskrevet historie har bøgernes omdiskuterede indhold i høj grad bidraget til deres høje popularitet. Trilogien er af mange sammenlignet med C. S. Lewis' Narnia-bøger og J. R. R. Tolkiens Ringenes Herre til trods for, at Pullman selv ikke kan fordrage nogen af dem. Han vil tværtimod fremstå som deres ateistiske modstykke.

- Men sammenligningen understreger jo, hvor højt folk værdsætter forfatterskabet, mener Watkins, som selv blev fanget fra første kapitel af trilogien.

Pullman har ved flere anledninger hævdet, at han forsøger at undergrave grundlaget for kristen tro, blandt andet i et interview i Washington Post i 2001. Men han mener selv, at han ikke bruger disse bøger til at fremhæve sit eget syn. Tony Watkins er sammen med de fleste kritikere og fans af en anden opfattelse.

- På den ene side benægter han at have et budskab, på den anden side er hans kompromisløse antireligiøse holdning langt mere udtalt i trilogien Det gyldne kompas end i nogen af hans tidligere bøger, mener Watkins og tilføjer, at Pullman muligvis ikke gør det bevidst. Men medmindre en forfatter går ind for at skrive fra en anden synsvinkel end sin egen, vil hans personlige livssyn skinne igennem.

Selv siger Pullman, at hans antipati mod kristendommen ikke skyldes en speciel oplevelse, men det var nærmere de svar, han kom frem til på spørgsmål, han stillede. Han anerkender, at Gud måske findes et sted, men insisterer på, at han ikke har set noget bevis for hans eksistens. Pullman tilføjer også, at de, som mener at have bevis for, at Gud findes, har lavet sig en glimrende undskyldning for at opføre sig særdeles dårligt. Kirkens mænd fremstår med meget dårlige karaktertræk i Det gyldne kompas i en sådan grad, at anmelderen i Sunday Times finder det anmassende.

- Pullman fordrejer historien og mistolker Bibelen for at skabe en karikatur af kristendommen, mener Watkins. I interviews præsenterer Pullman de samme holdninger, som kommer frem i bøgerne.

- Det bliver vanskeligt at bortforklare, at han ikke bruger bøgerne for at fremme sit syn, mener Watkins.

Inspirationen til trilogien har Pullman hentet fra mange forskellige kilder - fra gnostiske ideer til hændelser fra Bibelen og australske sæbeoperaer. Selv vakler han mellem at betegne sig som ateist og agnostiker, men de tre bøger bærer klart præg af hans naturalistiske tanke, at alt har naturlige årsager.

Det absolut vigtigste spørgsmål, mange fans er så utålmodige efter at få besvaret, er, om instruktør og manuskriptforfatter Chris Weitz har været tro mod bogens budskab, eller om han har bøjet sig for stærke økonomiske interesser i USA. Han har sagt, at filmen ikke vil nævne religion eller Gud direkte, fordi produktionsselskabet frygtede, at det ville være umuligt at finansiere projektet, hvis filmen blev kendt som antireligiøs. Dette blev stærkt kritiseret af tilhængerne af bøgerne, som hævder, at netop religion og Gud er to af hovedtemaerne i bøgerne. Usikkerheden blev endnu større, da Weitz forsøgte at berolige fansene ved at sige, at religion ville dukke op i forsigtige omskrivninger.

Handlingen
12-årige Lyra lever ved et college i en verden ved siden af vor egen. Hun er en dygtig løgner, og meget dygtig til at fortælle historier. Alle mennesker i denne verden har en daimon som følgesvend, et dyr som repræsenterer menneskets egen sjæl. Lyra overhører ting, som ikke var ment for hende, og som gør, at hun begynder at stille spørgsmålstegn ved den virkelighed, hun lever i.

En dag forsvinder hendes bedste ven Roger, og Lyra fornemmer, at hun må rejse nordpå for at redde ham. Rektoren ved colleget giver hende et instrument, som hun kan bruge på rejsen, et instrument som er i stand til at fortælle sandheden, hvis hun vælger at lytte til det.

Kilde: Damaris.no

---