I pagt med Djævelen

Af: Johan Schmidt Larsen
I offentligheden var Karen Blixen den feterede forfatter. Over for en snæver kreds omtalte hun sig som Djævlens veninde og gav ham æren for sine evner som forfatter.

Offentligt omtalte Karen Blixen sig som "storyteller", mens hun over for en snæver kreds af unge litterater – bl.a. Aage Henriksen og Thorkild Bjørnvig – omtalte sig selv som Djævlens veninde og gav ham æren for sin evne til at omforme alt til historier. Aage Henriksens jævnlige besøg hos Karen Blixen gennem næsten 10 år bragte den senere professor i litteratur ud på en personlig rejse, som medførte en række hedenske og okkulte fænomener. Med sig på denne rejse havde han sin 10-årige søn Morten, som han havde et særdeles fortroligt forhold til.

Velproduceret film
Sønnen, Morten Henriksen, er filmens instruktør. Nu – mange år efter - er han vendt tilbage til de gamle oplevelser, og det er der blevet både en bog og en film ud af. Det sker alt sammen for at finde ud af, hvem han selv er, hvad det egentlig var, han som dreng blev viklet ind i.  Hans personlige formål med både bog og film var at få svar på nogle af alle de spørgsmål, som har hobet sig op i hans sind.

Bag Blixens maske er en interessant og velproduceret film. Men på grund af filmens hovedtema om Blixens alliance med Djævlen er det samtidig en både dragende og skræmmende oplevelse.

Filmen veksler mellem bl.a. fotos, interviews med Aage Henriksen og rekonstruerede sort-hvide scener i og omkring Rungstedlund. Birthe Neuman har rollen som Karen Blixen og Ole Lemmeke som Aage Henriksen. Det interessante ved filmen er også, at Aage Henriksen bakker sine oplevelser med Karen Blixen op med citater og analyser fra hendes værker.

Et eksotisk og dunkelt univers
Man sidder med en uhyggelig fornemmelse af, at Karen Blixens skjulte dagsorden var at dominere og kontrollere de unge mænd, hun fik kontakt med, mens hun samtidig bevarede sine egne hemmeligheder. Hun ønskede bl.a., at Aage Hnriksen skulle have seksuelle relationer til andre kvinder end sin kone. På et tidspunkt stillede hun ligefrem som betingelse, at Aage Henriksen inden næste besøg på Rungstedlund havde haft seksuelle erfaringer uden for sit ægteskab. Formålet var tilsyneladende at få ham og ligeså Thorkild Bjørnvig løst fra alle traditionelle og borgerlige bindinger, så deres kunstneriske potentiale kunne udfolde sig frit.

Lovede Djævlen sin sjæl
Til Aage Henriksen og Thorkild Bjørnvig betroede hun, at hun som ung var blevet smittet med syfilis af sin mand Bror Blixen og derfor var afskåret fra det erotiske liv: "Da det skete for mig, og der ingen hjælp var hos Gud, og De må kunne forstå, hvor forfærdeligt det var for en ung kvinde ikke at få lov til at elske og favne, da lovede jeg Djævlen min sjæl, og han lovede til gengæld, at alt, hvad jeg herefter oplevede, skulle blive til historier. Og som De kan se, har han holdt sit løfte.

"Set ud fra en kristen synsvinkel var det skæbnesvangert for Aage Henriksen, at han hverken troede på Gud eller Djævlen og dermed ikke havde et overordnet livssyn at navigere efter. Han siger det på følgende måde i bogen Bag Blixens maske: "Djævlen derimod var mig et ukendt herskab. Jeg havde nok hørt frastødende rygter om ham, men som en loyal, dansk akademiker troede jeg ikke på Gud og endnu mindre på Djævlen."

At omforme åndelig stræben til kunstnerisk vilje
Karen Blixen gav udtryk for, at hun havde indgået en pagt med Djævlen og var bedste ven med ham, men samtidig så hun også på sig selv som heks og månetilbeder. Mod slutningen af "venskabet" rev hun med fuldt overlæg Aage Henriksens nakke ud af led, så ingen kiropraktor siden formåede at bringe det på plads.  Ifølge Aage Henriksen ønskede Karen Blixen at "omdanne åndelig stræben til kunstnerisk vilje. Hun ønskede at omdanne de begavede unge mennesker, der omgav hende, til kunstnere i stedet for til kristne. Hun vidste, hvordan en sådan omformning skulle finde sted, og det var det, hun gjorde.

"Filmen er sammen med bl.a. Christian Braad Thomsens film "Karen Blixen – storyteller" et vigtigt visuelt dokument til forståelse af Karen Blixens univers. Samtidig er den også et uhyggeligt eksempel på, at ingen af os bør ignorere eller forholde sig neutralt til Djævlens magtmidler og strategi.

Et ingenmandsland gives ikke
Ny Testamente advarer imod at have kontakt med Guds modstander: "Vær årvågne og på vagt! Jeres modstander, Djævlen, går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge; stå ham imod, faste i troen" (Første Peters Brev 5,8-9).

Martin A. Hansen rammer plet, når han i sin roman Løgneren siger følgende om kampen, som foregår i det enkelte menneske og i verden: "Naar du kommer til Meningsløshedens yderste, da ser du, at det hele er en valplads, hvor to Magter slaas. Og et Ingenmandsland gives ikke.

"C. S. Lewis var heller ikke ukendt med at forholde sig til Djævlen. Han har særdeles afslørende skildringer af Djævlen i sin bog Løven, heksen og garderobeskabet, mens Tilda Swinton i filmen af samme navn med stor overbevisning tolker heksens skiftende strategier mellem rå magt, løgn og slesk overtalelse. Men endnu tydeligere bliver det i Fra Helvedes Blækhus:

Bogen består af en samling breve fra en overdjævel, Fangegarn, til en underdjævel, Malurt, hvor Fangegarn giver gode råd om, hvordan et bestemt menneske kan ledes i fordærv. Ved således direkte og indirekte at skildre Djævlens metoder og univers, forsøger Lewis at pege på Bibelens Gud.  I sin indledning til bogen siger Lewis følgende: "Der er to lige store – men hinanden absolut modsatte – vildfarelser, vi mennesker kan hildes i, hvad djævle angår. Den ene er at lade være med at tro på dem og den anden at føle overdreven og usund interesse for dem. De for deres part er lige henrykte for begge vildfarelser og hilser en materialist og et menneske fuld af overtro med samme fryd. Læserne må endelig huske på, at Djævlen er en løgner. Man skal ikke gå ud fra, at alt, hvad Fangegarn siger, er sandt, ikke engang ud fra hans eget synspunkt.

"I filmen "Djævlens advokat" har instruktøren Jack Hackford på en ligeledes genial måde ramt Djævlens snedige arbejdsmetoder lige på kornet:Kevin Lomax (Keanu Reeves) er en succesrig provinsadvokat, der får et drømmejob i et stort advokatfirma i New York, der ledes af den despotiske John Milton (Al Pacino).

Kevin Lomax og hans smukke kone får alt, hvad der kan købes for penge, men ansættelsen har en pris som ingen af dem har regnet med. Alt for sent går det op for dem, at arbejdsgiveren er Djævlen selv, men da er Lomax for længst gået på akkord med sine værdier og hustruen er endt på psykiatrisk afdeling. En ganske skræmmende film, hvor man som seer i den grad får lyst til at kaste sig i armene på den gode og sandfærdige Gud.

Aktiv medspiller i vort filmforbrug
Filmkulturen er, som alle andre steder, en valplads mellem sandhed og løgn, mellem Gud og Djævlen. Som filmforbrugere er det ikke nogen enkel sag at afkode, hvad der er sandt og godt, og hvad der ikke er. Den første forudsætning for, at det må lykkes, er, at vi for det første ikke ser film med "hovedet under armen".  Dernæst at vi er fortrolige med Bibelen og har det kristne livs- og menneskesyn med som en aktiv og kritisk medspiller i vort filmforbrug.

Mange af nutidens film har mange elementer af sandhed og nogle gange afgørende sandheder, og dem må vi nødvendigvis glæde os over og anerkende. Men ligesom mange film indeholder elementer af sandhed og godhed, indeholder de imidlertid ofte mangler. I nogle tilfælde vil en films hovedpointe være i direkte strid med et kristent livs- og menneskesyn.

Jesus hævder at være sandheden. Han kommer med eksklusive påstande om sig selv. Hvis Jesu udsagn om sig selv som sandheden er sand, kan andre livssyn ikke samtidig være fuldstændig sande. Vi må derfor ikke være så optaget af at bekræfte sande og positive aspekter i film, at vi glemmer at afdække de aspekter, hvor filmens budskab ikke holder mål i forhold til et kristent livs- og menneskesyn.

Du ved det nok, mit hjerte,
du ved, at Gud er stor;
men stor er og hans fjende,
så tit du det erfór.

Velan! så får du kæmpe
og tro trods fald og brud,
at stor er vel Guds fjende,
men større er dog Gud.
              Kaj Munk 1938

---