Ringenes Herre - et sandt eventyr

Af: Henrik Højlund
Vi mærker længslen efter at være med i eventyret, men snart melder hverdagen sig igen med dens kolde facts og kyniske beregninger.

Dramaet
Hvorfor er filmatiseringen af Ringenes Herre blevet en mega-succes? Hvorfor har masser af danskere valgt at sidde tre stive timer i biografmørket eller foran flimmerkassen og glo på et eventyr uden fjerneste forbindelse med virkeligheden?

Det er der flere fornuftige svar på. Her kommer ét af dem: Filmen giver os følelsen af, at livet er et mægtigt drama. Den befrier os nogle timer for en kold og teknisk verden, hvor der gives svar på alt, bare man trykker på den rigtige knap, og hvor alt kan købes, bare man har penge nok.

Vi sidder der i biografmørket og lukkes ind i en verden, hvor livet bliver et uforudsigeligt eventyr – den store, skæbnefulde kamp mellem godt og ondt. Eller snarere: mellem de gode og de onde. For det handler lige præcis ikke om det gode og det onde i en vag, ubestemmelig udgave, hvor man ikke rigtig ved, hvad der er op og ned. Nej, i filmen har det gode og det onde navn og ansigt. Det gode: Den store vismand og troldmand Gandalf og alle hans følgesvende. Det onde: Den kropsløse ondskabens fyrste Sauron og alle hans slaver.

Vi trasker ud af biografmørket igen og mærker et øjeblik længslen efter, at vort eget liv kunne være indflettet i et lignende drama. Tænk at have været en Frodo, en Sam, en Aragorn, en Gimli, en Legolas. For de flestes vedkommende bliver det ved øjeblikkets længsel, for snart melder hverdagen sig igen med dens kolde facts og kyniske beregninger.

Historiens sjæl
Men enkelte af os tror på længslen, tror på dramaet. Vi er nogle, der tror på, at livet er lige præcis så stort, så eventyrligt, så dramatisk, så virkelig en kamp mellem den gode og den onde, som filmen giver et billede af. Og vi deler den tro med forfatteren til forlægget for filmene, ham der skrev bøgerne. Han hed Tolkien, og han var overbevist kristen. Han skrev ikke bøgerne som en slags prædiken, som en måde at forklare kristendommen på sådan lidt ad bagvejen. Alligevel er det komplet umuligt at undgå at se hans kristne tro som "sjælen" i historien. Og den sammenhæng vedgik han selv.Masser af eksempler på kristne "fingeraftryk" i historien kunne være trukket frem. Men alene hovedsporet i historien siger jo det hele. Det om den mægtige ring, hvis kraft kun kan tjene ondskaben. Og denne ring kan kun ødelægges inde i hjertet af ondskabens rige. Og hvem skal gøre det? De mest ubetydelige, selvfølgelig. Hobitterne fra det upåagtede Herredet. Vi følger dem på deres uendeligt slidsomme vej til Saurons rige, Mordor, hvor de om nødvendigt må bringe sig selv som ofre, for at ringen kan destrueres.

Et andet drama
Man skal være både blind og døv for ikke at se Tolkiens kristne inspirationskilde til den historie. Det er jo i bund og grund en variant af en anden historie, som de fleste i dette land har hørt: Historien om manden fra en upåagtet flække ved navn Nazaret. En mand som mødte sin underlige skæbne på en mærkelig tilsigtet måde. Manden gik tydeligvis efter at dø. Med hans egne ord: "Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold … Nu skal denne verdens fyrste jages ud". Sådan sagde Jesus, om sin egen død. Et nødvendigt offer for at jage denne verdens fyrste ud, for at slå denne verdens Sauron på hans egen hjemmebane, midt inde i den kropsløse ondskabs rige.

Hvis nogen tror, at slutningen på Ringenes Herre hermed er afsløret, tager de fejl. Men sådan er altså den virkelige histories plot, hele omdrejningspunktet for denne virkelige verdens drama, som alle er involveret i, enten man ved det eller ej, enten man vil det eller ej. Et drama som gør diverse tv-udsendelser om "Åndernes magt" til ren børnehave. Et drama som på liv og død handler om Den godes kamp mod Den onde, og som kræver det højeste offer – Den godes offer af sig selv. Men dramaet kræver også vore ofre, meget mindre ofre ganske vist, men ofre der går ud på at tage vores kors op og følge i sporet af den store korsbærer. For som han sagde: "Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv, og daglig tage sit kors op og følge mig… den, der mister sit liv på grund af mig, skal frelse det."

Zap eller sammenhæng
Kort sagt: Valget står mellem troen på livet som en kort affære, i bedste fald 70-80-90 år, som det gælder om at få mest mulig ud af, derfor: zap videre til næste kanal, videre til næste fest, næste charterferie, næste kæreste, næste job, næste butik, næste ægtefælle … altid videre! For tænk, hvis man gik glip af noget i det ene, lille liv, man har. Eller: Troen på livet som et drama, som udfoldes delvis i denne tidsalder, men hvis ende (og for den sags skyld: begyndelse) ingen endnu har set, og vor egen skæbne ved enden afhænger af indsatsen nu, vort korte liv har evigheds-betydning.

Iblandt de millioner af danskere, der har set filmene, er der nogle tusinder, der næsten ikke kan vente til fortsættelsen af virkelighedens drama med Jesus i hovedrollen – og alle os andre i vigtige biroller.

---