Zarafa

Af: Sprint Aagaard Korsholm
En tegnefilm om tidløse værdier som troskab og kærlighed, fortalt i rammerne af 1800-tallets Afrika og Europa. Filmen har desværre en alt for politisk korrekt skildring af religionerne.

Et løfte og en rejse
Den 10-årige dreng Maki bor i Sudan. Hans landsby overfaldes af en hvid slavehandler, Moreno, der blandt andet dræber den giraf, der er mor til Zarafa - en girafunge, som Maki er venner med. Inden hun dør, lover Maki at passe på Zarafa for hende. Hermed er rammen sat for et eventyr, hvor Maki følger med Zarafa helt til Paris.

Filmen tager udgangspunkt i den historiske kendsgerning, at den første giraf ankom til Frankrig i 1826, hvor den vakte stor opsigt. Men resten er vist ren tildigtning: en heltemodig beduin, Hassan, flyver Zarafa til Frankrig i en luftballon, styret af tyrkeren Malaterre. Som skurke jo skal, dukker Moreno dukker op med passende mellemrum og gør rejsen farlig. Men blandt andet en kvindelig græsk sørøverkaptajn, Bouboulina, træder hjælpende til. Det samme gør to buddhistiske køer. En sidehistorie er Makis veninde, Soula, der som slave kommer til Paris.

En lang og farefuld rejse for Maki – og en rejse igennem forskellige kulturer i datidens Afrika og Europa. For Maki er drivkraften at holde det løfte, han gav Zarafas mor på hendes dødsleje. Filmen indeholder en del dramatik – men dog på et plan, hvor de fleste børn ikke vil finde det for farligt eller sørgeligt. Og alt ender på en måde meget lykkeligt.

En kristendomskritisk film?
Filmen er i 2D med mange flotte tegninger, en rimelig animation og et okay soundtrack. Men ikke noget, der vil gå over i filmkunstens historie. Selve plottet og dets udvikling på rejsen er ganske godt lavet, men har heller ikke stof til at hæve sig over en hel del andre film af samme skuffe. Det mest bemærkelsesværdige ved denne film er for mig at se måske dens fremstilling af religioner.

Det er nok ikke tilfældigt, at der er udgivet et undervisningsoplæg om filmen til brug i skolerne i 2.-4. klassetrin. For filmen lægger meget op til en del politisk korrekte fremstillinger af forskellige temaer.

Et tema er den enorme forskel mellem de forskellige kulturer dengang. Og selvfølgelig bliver det hvide Frankrig latterliggjort, det sociale Afrika fremhævet positivt, skurken er en hvid slavehandler osv. Det er lige efter den politisk korrekte skabelon.

Et andet tema er det religiøse. Jeg finder det særligt bemærkelsesværdigt, fordi filmen på dette punkt indfører noget, der er historisk helt usandsynligt, hvilket den ellers ikke gør. Midt ude i den nordafrikanske ørken finder vi pludselig to buddhistiske køer – endda med rød pandeplet, bare for at ingen skal være i tvivl. Da den ene af de to køer dør en heltemodig død i kampen mod ulve, græder Maki naturligvis. Men han får at vide, at det behøver han ikke, for koen er jo buddhistisk, og derfor vil den bare genopstå i en ny reinkarnation. Og som bevis på dette kommer en sommerfugl straks (sammen med sollyset) og viser Maki, at koen er gået videre i et nyt liv.

At placere reinkarnation i 1800-tallets Nordafrika er så malplaceret, at det næsten må tjene et andet formål end den dynamik, det giver i fortællingen. Det lugter meget af et forsøg på at få alle de i nutiden relevante store religioner i Europa med i denne film: Islam (Maki, Hassan, m.fl.), kristendommen (Frankrig) og så de østlige religioner. Buddhismen beskrives afgjort mest positiv. Islam beskrives som noget ganske selvfølgeligt for de vigtigste helte i filmen. Da vi møder Pashaen af Egypten - manden, der af politiske grunde sender Zarafa som en formildende gave til Paris - hører vi ham hele tiden udtrykke, at det vil lykkes, hvis det er Allahs vilje.

Kristendommen beskrives ikke direkte. Men dens repræsentanter: den franske præsident og hans hof er så grundigt latterliggjort, at det er ret grotesk. Først og fremmest er det vel kulturen, der så ensidigt latterliggøres, men da den står som eneste repræsentant for kristendommen, kan man i hvert fald sige, at kristendommen som den eneste af de tre religioner i filmen, ikke har nogen positiv talsmand. Det virker så politisk korrekt for en nutidig fransk/belgisk film.

Rabalder
Angel Films skriver på filmens cover, at de præsenterer "kvalitetsfilm for børn". Den er én af foreløbig tre film i konceptet RabalderBio, der beskriver sig selv således.

"RalderBio er et nyt biograftiltag, der viser unikke, anderledes, spændende, prisvindende og lidt farlige kvalitetsfilm til børn og deres forældre. Film, med noget på hjerte, hvor den gode historie er i højsædet, hvor der er kræset om animationen - slet og ret film, der udfordrer børnene - og voksne for den sags skyld."

Efter kun at have set én af filmene, kan jeg selvfølgelig ikke bedømme hele konceptet. Men for mig at se er det eneste "udfordrende i "Zarafa" en cementering af det politisk korrekte i store dele af Vesteuropa i dag. En cementering, der bestemt ikke har noget positivt at sige om kristendommen. Men som brobygger ind i de etnisk/religiøse konflikter i det nutidige efterkristne Frankrig, vil den sikkert fungere udmærket. Det mest "anderledes" ved RabalderBios film (der naturligvis alle har dansk tale – det er jo et børnepublikum, man henvender sig til) er, at de kommer fra en producent-tradition, der hverken er dansk eller amerikansk eller japansk, sådan som de fleste af denne type film ellers er for tiden.

---