Winter's Bone

Af: Nicolaj Wibe
Af: 05
En vidunderlig film om den 17-årige Ree Dolly, der bor alene med to små søskende og en psykisk syg mor.

"Winter's Bone" fik i 2010 juryens hovedpris på Sundance Filmfestival. Og det var ikke kun som den bedste film, men filmens hovedrolleindehaver Jennifer Lawrance (20 år gammel!) blev også nomineret til bedste kvindelige hovedrolle.  Og det er så velfortjent, for filmen er fortryllende skøn. Ingen stjerneskuespillere, ingen stunts, ingen glimmer eller stads. Bare filmet lige ud ad landevejen. Så langt fra Hollywood-stemningen, at man ikke skulle tro, den var amerikansk. Så vellykket.

"Winter's Bone" er filmatiseringen af Daniel Woodrells roman af samme navn. Den 17-årige Ree Dolly bor alene med sine to små søskende og en psykisk syg mor. Den forsvundne, kriminelle far har kautioneret deres hus for at blive løsladt fra fængslet. Siden er der ingen, der har set ham. Det er en katastrofe for den lille familie, for hvis han ikke dukker op til retssagen om få dage, står de til at miste hus og hjem.

Ree Dolly kæmper en indædt kamp for at finde ud af, hvor hendes far er. Finder hun ham - i live eller ej - kan huset reddes. Men hun finder ikke andet end kulde, modstand, narkomisbrug og trusler om at stoppe sin søgen efter faren. Hun møder en rå verden af vold og dødelig fjendskab.

Selvom vi her møder den ensomme piges kamp for retfærdighed og hendes ønske om at kunne hjælpe sine mindre søskende, er vi ikke i nærheden af det kliché-agtige. Jennifer Lawrences rolle som den stædige storesøster er med sin skødesløse naturlighed så totalt fri for typiske heltinde-træk, helt igennem troværdig – og yderst velspillet. Sorg, had, stædighed, hengivenhed, håb og et mod, der trodser frygten. Alt sammen i laset tøj og uden frygt for våben eller egernindvolde. En pige, der er dybt knuget, men ikke knækket. En pige, der går ind i sin egen frygt for at vinde over en truende katastrofe.

De andre karakterer i filmen fylder lige så lidt, som de skal. Ree Dollys to mindre søskende på 7 og 12 år, en narkomisbrugende onkel og en psykisk syg mor, der bare sidder. Og så er vi til fødselsdag med blue grass-musik af den smukkeste slags og møder enkelte menneskers naturlige og gode venlighed. Selv hos de mest rå af dem, er der glimt af menneskelighed. Alt sammen så naturligt spillet og i menneskelige typer, som man for nogles vedkommende næppe tror, kan være rekrutteret blandt almindelige skuespillere.

Filmen er ikke missionerende, men kan alligevel ikke undgå at appellere til medmenneskelighed og hjælp til nødstedte. Og den appellerer til basal menneskelighed, også der hvor man er oppe imod hårde ods for dette. Gå ikke glip af denne vidunderlige film, som med suverænt kunstneriske udfoldelser forsøger at råbe en verden i forfald op.

---