Waltz With Bashir

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen
Ari var i 1980'erne på krigsmission i Libanon. Men han husker ikke rigtigt noget af det. Han har fortrængt det. En stærk film, selv om den er animeret.

AR PÅ SJÆLEN
At en animeret dokumentarfilm om Israels krig i Libanon i 1980'erne skulle være en stærk og tankevækkende film, er måske ikke det, man forestiller sig. Men det er netop, hvad den israelske instruktør Ari Folman i sin selvbiografiske film har skabt. Ari er født i 1962 og har med egne øjne oplevet krigens rædsler som israelsk soldat. Det er en tilståelse fra en soldat, der ikke er stolt af alt, hvad han har været med til.

Filmen åbner med, at Ari møder sin soldaterkammerat, Boaz, der fortæller ham om et mareridt, der kommer igen og igen: 26 glubske hunde løber gennem gaderne og standser ved hans dør. Boaz ved, at mareridtet stammer fra hans tid som israelsk soldat i 1980'erne i Libanon. Hans kammerater vidste, at han ikke kunne få sig til at skyde mennesker, så han fik til opgave at skyde hundene, så de ikke kunne advare deres herrer.

Ari siger, at han ikke husker noget fra tiden som soldat. Boaz spørger, om han ikke var til stede, da kristne partisangrupper tog på hævntogt og slagtede civile, palæstinensiske flygtninge? "Måske," siger Ari. Han opsøger en ven, der er psykolog og spørger, om det kan passe, at han har glemt alt? "Hukommelsen er dynamisk. Den lever. Mangler nogle detaljer, fylder hukommelsen hullerne med ting, der aldrig er sket." Ari spørger, om massakren så bare er noget, han har fundet på, når han ikke kan huske den. Men Ari får at vide, at han skal spørge andre af sine soldaterkammerater. Han besøger Carmi i Holland, og efterhånden husker han mere og mere af sine fortrængte minder. Om at de affyrede granater nær bebyggelser, og om deres sikkerhed i kampvogne. Ari besøger flere kammerater. En af vennerne siger, at han prøvede at forestille sig, at det var film for at holde afstand til virkeligheden. De snakker også om, at de har dårlig samvittighed - at de ikke gjorde nok for at redde kammerater i vanskeligheder.

At filmen er animeret gør, at man kan bære at se den, men den virker på ingen måde overfladisk. Man fornemmer virkelig, at krig er forfærdelig, og at soldaterne får ar på sjælen, som de må leve med resten af livet. Det er skræmmende for Ari, at han husker mere og mere. Han bliver bange. Også skyldfølelsen kan være noget, der er svær at komme overens med. Under alle omstændigheder er det godt at snakke med andre - også professionelle.

Musikken er meget varieret fra stille klavermusik til tekno. Lange passager er melankolsk musik, der er med til at understrege filmens dystre stemning. Der er lyden af vinduesviskere, regn mod ruden og fodtrinr. Animationsformen og billedsiden anvendes flot til at fortælle en vanskelig historie. Farveskift fra brunlige nat-farver til grønlige dag-farver har en god effekt. Det er en unik film, der lever i tankerne længe efter, at vi har set den.

Libanon dækker den samme begivenhed.

---