Ved vejs ende

Af: Leif Andersen
Isak Borg er blevet æresdoktor. På vej til udnævnelsen oplever han sin egen fortid gennem erindringsglimt - glimt som afslører hans ufølsomhed og egoisme.

Handling
Den gamle læge og videnskabsmand Isak Borg er blevet udnævnt til æresdoktor og skal nu drage af sted på rejsen til Lund. Men en voldsom drøm om hans egen død får ham til at afstå fra at tage flyet og i stedet for tage turen i bil. På den lange vej ledsages han af sin svigerdatter Marianne, som han har et ganske køligt forhold til. På vejen oplever han sin egen fortid – i det ydre gennem mødet med ungdommens steder (jordbærstedet, den svenske titel Smultronstället), med den gamle mor samt i det indre gennem erindringsglimt, hvor erindringer smelter sammen med drømme. Som i et mareridt konfronteres han med sin ungdoms eksamensangst, men nu i sin egen aldrende skikkelse.

Han konfronteres også med nutiden og med den ungdom, der nu lever sit eget liv, uanfægtet af hans lange liv, gennem tre blaffere, hvoraf den ene minder ham om hans første kærlighed, kusinen Sara. Og han ser til sin forfærdelse sin egen distancerede relation til andre forstærket og illustreret gennem mødet med et ægtepar, der håner og ydmyger hinanden.

Han når frem til Lund; den storladne (og meget svenske!) ceremoni foregår upåklageligt. Men Isak Borg er kun delvist nærværende, da hans sind endnu er fyldt af rejsen og mødet med fortiden og påmindelsen om hans egen død.

Kommentar
Tænkte først, at det var en fiks iagttagelse, at Isak Borg måtte være Ingmar Bergmans alter ego (samme initialer) – men i det forudgående interview med Bergman skyder han tanken ned: Nej, Borg er ikke mig; han er snarere min far.

Jeg kunne selvfølgelig i disse postmoderne tider (hvor det ikke længere er kunstneren, men læseren/iagttageren, der ejer værket!) hævde, at det ved jeg bedre end Bergman selv. Så postmoderne og autonom er jeg dog ikke. Det komplicerede forhold til forældrene ligger da også som bagvedliggende grundtema i flere af Bergmans værker.

Men helt slipper han nu ikke: Han vedgår i interviewet, at navneligheden med ham selv da ikke er tilfældig. Og selv om Isak Borg har levet som en på mange måder kølig mand, uden tætte relationer til andre, er det ikke desto mindre Bergmans egne evindelige temaer, han her Ved Vejs Ende i sit liv gennemspiller: Ydmygelse og skyld. Gud og døden. Ensomheden.

Isak Borg er den sårede Ingmar Bergman og Ingmar Bergmans hårde far i en og samme person. På den ene side anklages han for ufølsomhed, egoisme, hensynsløshed, og på den anden side lider han selv under distancen til andre, ensomhedens straf og skyldfølelsen. Den alvidende professor emeritus – og den inkompetente eksaminand i samme person.

Han repræsenterer måske i Bergmans univers den hårde, nedladende Gud Fader, der nægter at tilgive – ­og samtidig den lidende Guds søn, der forgæves trygler om nåde. Men i hvert fald er filmen skræmmende i sin erkendelse af, hvorledes kulden og ensomheden går i arv fra generation til generation.

Selv om filmen jo i 1957 var ment at være nutidig og ikke fortidig, virker den selvfølgelig med sit sorthvide billedsprog i dag lovlig historisk. Og nogle af temaerne er virkelig forældede i dag: De gamles tyranni mod de unge, mandens tyranni mod kvinden. De aspekter i filmen virker i dag som ren arkæologi. Bergman og hans generation af film- og kunstskabere har selv gjort deres til, at tiden i så høj grad har overstået disse temaer.

Alligevel er hovedtemaerne gribende og vedkommende. Den åbner med en af de stærkeste drømmesekvenser, jeg har set. Helt uden moderne filmiske effekter, blot ved et ubønhørligt billedsprog (fantastisk, hvad manden kan, bare med krydsklip og lyssætning) skildrer han Borgs møde med sin egen død.

Og man føler virkelig med den gamle under mareridtsscenen med den ydmygende eksamen, hvor han erklæres inkompetent. Kort før han går ind, river han sin hånd på et søm på husvæggen: Et søm sårer ham i hånden. Som et naglemærke. Derfra går han ind til forhøret og forhånelsen, nedværdigelsen.

Gribende er den gamle mands chokerede erkendelse, da han på turen siger til svigerdatteren, at han og hans søn skam respekterer hinanden:
 – ­Sagt er sagt, min bedste Marianne. Jeg ved, at Evald forstår og respekterer mig.
 – ­Kan hænde. Men han hader dig også.

Jeg stod dog noget af under den første erindringssekvens, hvor han husker tilbage på sin elskede Sara. For en gangs skyld virker Bibi Andersson som Sara overspillet, nærmest pinlig i sin trutmundede kliche. Først sent forstod jeg, at det var en bevidst overdrivelse fra Bergmans side for at markere Borgs forvanskning af sine egne minder.

Undervejs tænker jeg uvilkårligt: Al denne smerte, denne skyld, denne ydmygelse og afmagt – ­kender Bergman overhovedet til tilgivelse og forsoning mellem mennesker? Og kender han til tilgivelse og forsoning mellem mennesker og Gud?

Men der er dog et skælvende håb om nåde til sidst, hvor både de unge rejseledsagere og svigerdatteren Marianne kommer med hver sin hengivenhedserklæring til den gamle, og hvor sønnen og svigerdatteren åbner en usikker mulighed for forsoning med hinanden. Det er ikke stormende, amerikansk falde-om-halsen-forsoning, men virker ved sit skandinaviske underspil så meget mere troværdigt og muligt.

Filmen er kommet på dvd.

---