Vanskabte land

Af: Sprint Aagaard Korsholm
En dansk præst rejser til Island i 1800-tallet. Han møder en natur og en befolkning, som han på den ene side prøver at udforske gennem sine fotografier og på den anden side ikke magter at blive en del af.

EN FANTASTISK OG FORFÆRDELIG NATUR 

Dette er en ”smal” film, altså en film, man forventer, henvender sig til et mindre publikum. For det ”smalle” publikum findes der en del avancerede anmeldelser, der blandt andet sammenligner med andre lignende film mm. Her er forsøgt at anmelde filmen til en almindelig filmbruger, der ikke føler behov for at blive indviet i alle detaljerne omkring lignende film af Hlynur Palmáson - især Vinterbrødre og dens genrebegreber og den slags.

Vi er i slutningen af 1800-tallet. Vi begynder i Danmark: en far, der er præst, sender sin søn, der også er præst, afsted til Island med den mission at opføre en kirke i en bygd dér, og være stedets præst. Præsten Lucas (Elliot Crosset Hove) tager afsted. Med i sin baggage er nogle kasser og kamerastativer. Hans store lidenskab er nemlig vådpladefotografering – en teknik, der hørte til i fotografiets barndom, men faktisk gav nogle ret gode billeder. Historien er fiktiv, men dens udtryk er til dels bygget på syv sådanne fotografier, der er de første kendte fotos fra den del af Island. Filmen afspilles i et kvadratisk format med afrundende hjørner og med kunstigt ”fnuller” i kanterne – alt sammen for at efterlige gamle film (også med gnister undervejs) – og vel dybest set for at efterlige de fotografier, som Lucas frembragte.

Lucas skal krydse ind over det vildsomme landskab. Til det formål er hyret en lille karavane af heste og ryttere, anført af Ragnar (Ingvar Sigurdsson). Det meste af filmens forholdsvis sparsomme dramatik er bygget op omkring spændingen mellem de to. Efter mange strabadser når de frem til bygden, hvor Lukas indlogeres hos den danske købmand, hvis ældste datter, Anna (Vic Carmen Sonne) viser en del interesse for denne unge mand, der udgør en af de få adspredelser i den daglige rutine.

Naturen
Meget af spilletiden går med at se på naturen i al dens strenge skønhed, barskhed og gavmildhed. Der skabes et stærkt indtryk af en natur, der kun kan give liv til stærke mennesker og dyr, der kan tilpasse sig og leve i respekt for og indlevelse i naturen, sådan som Ragnar er arketypen på. Naturens barske livslove illustreres også ved, at vi ser en død hest i forskellige stadier på vej mod den totale opløsning, mens det landskab, den ligger i, veksler med årstiderne. Lucas er naturligvis uvant med denne natur og er ikke så fysisk stærk. Alene det at lære at ride udfordrer ham meget. Han gør ellers ikke de store anstrengelser for at sætte sig ind i naturen eller de konkrete overlevelsesstrategier – ud over, at han igen og igen fotograferer de mennesker, der lever i denne natur, mens de poserer for fotografen.

Kirken
Kirken bygges i løbet af den korte sommer. Lucas hjælper slet ikke til – i det hele taget må han forekomme de andre at være ret så unyttig. De få gange i filmen, hvor nogle spørger ham om centrale ting i kristendommen, virker det som om, at han er ret ligeglad med, om de får et godt svar, bare han kan slippe for flere spørgsmål og igen fordybe sig i sig selv og sine fotografier. Det vist mere end antydes, at det med at være præst og tilmed udsendt på denne mission, langt mere er farens vilje end Lucas' eget ønske. Den kristendom, Lucas giver udtryk for, når han nødtvunget skal svare på spørgsmål, er en glædesløs, kærlighedsforladt og nådesløs række krav, hvilket vel også viser, at kristendommen for Lucas ikke er en kilde til glæde og styrke, men snarere en del af dette ”kald” som han nu prøver at gennemlide. De få præstelige handlinger, han når at udføre i filmen, er præget af en stivhed, der måske skyldes angst, - eller måske skyldes, at han for længst har forladt den virkelige del af denne verden og ikke magter at skulle forholde sig til den.

Skæve sind
Selvfølgelig skal der opstå en romance mellem Anna og Lucas. Det er nok filmens eneste forventede element. Det går dog lige så skævt som alt andet i Lucas' liv. Filmen leverer ikke så tydelige pointer – men det er tydeligt, at Lucas har et skævt sind, der ikke rigtig er levedygtigt – heller ikke i dette barske, ligefremme og livsnære miljø. At se filmen som en kamp mellem den civiliserede menneskehed og den barske natur er mulig, men i så fald har man givet naturen alt for svag en modspiller til, at kampen kan vise noget reelt om styrkeforholdet. Kampen mellem Ragnar som arketypen på overleveren og Lucas pågår hele filmen igennem. Både psykisk og fysisk. I glimt oplever Lucas nok en tiltrækning af den naturnære måde at leve på og dermed vel også en vis respekt for Ragnar og resten af den islandske befolkning, men han formår i givet fald ikke at følge disse glimt op med handling.

Fotoalbummet
Jeg vil anbefale at se filmen primært som et fotoalbum, der beskriver en tid og en befolkning, som fortjener at blive kendt og respekteret. De seje mennesker, der overlevede og faktisk også levede et liv med glæder og sejre – midt i en fantastisk og forfærdelig natur. Lucas er egentlig mest en af de våde glasplader, der smøres med sølvbromid, udsættes for lys gennem kameraets linse og derefter fremkaldes som et billede af en virkelighed. Ikke så skarpt, ikke i farver og uden bevægelse. Men alligevel det nærmeste, vi synsmæssigt kan komme en beskrivelse af virkeligheden fra den tid.

Filmen er kommet på dvd.

---