Urmageren

Af: Ketty Dahl
En mørk og dyster film om Georg Elser, der i 1939 var tæt på at dræbe Hitler. Han turde gå mod strømmen og kom til at betale en dyr pris for det.

EN SANDFÆRDIG, MØRK FILM

Filmen "Urmageren" er en alvorlig og dyster film. Det er mørke med mørke på, og der er intet formildende eller forløsende undervejs. Filmen behandler anden verdenskrigs brutalitet, kynisme og afstumpethed gennem den sandfærdige beretning om Georg Elsers enmandskrig mod naziregimet ved München-attentatet mod Hitler.  I 1939 lykkes det for ham med en hjemmelavet bombe at sprænge det hus i luften, hvor Hitler holdt tale, - men som vi ved, lykkedes det ikke at dræbe Hitler. Elser bliver arresteret og udsættes for sadistiske forhør under tortur. Torturscenerne pensles ikke ud i splatter, men man er ikke i tvivl om, hvad der foregår, og det er smerteligt at sidde som tilskuer til, for det er en særdeles voldelig affære. Sideløbende vises tilbageblik til, hvad der er gået forud for attentatet mod Hitler, og hvad der driver Elser til at handle, som han gør.

Opgør med tilskuerrollen
Det er historien om 30'ernes og 40'ernes Tyskland. Et land, der på kort tid forsumper i afstumpethed, kynisme og rå vold, og hvor den frie tanke og tale bliver en saga blot. Langt hen ad vejen er Elser vidne til dette uden at gøre noget. Han er tilskueren, der krymper sig ved det, han ser, uden at turde gribe ind. Men som han på et tidspunkt siger: Man kan ikke vente, til det er for sent med at gøre noget. Og så går han i aktion. Han er ikke drevet af politiske bevæggrunde, men af en samvittighed, der byder ham at gøre noget, mens alle andre heiler taktfast. I lange (lidt for lange) tilbageblik oplever vi også Georg Elsers forelskelse i og forhold til Elsa, som ellers er gift med en fordrukken, rå og voldelig mand, der tæsker hende for et godt ord. Volden i samfundet mod anderledestænkende og volden mod Elsa stiger proportionalt og udvirker til sidst, at Elser har fået nok.

Vi har brug for helte
At turde gå imod strømmen har sin pris, at turde tale magten imod kan koste én livet i et totalitært system, men Elser var parat til at betale. Også i vor tid har vi brug for forbilleder, der tør vise vejen med hensyn til mod, retfærdighed og sandhed. Man kan spørge sig selv, om vi i dag ville være parat til at tage den kamp, som Elser gør i filmen, og tale magten, flertallet og uretfærdigheden imod, men Elsers kompromisløse mod er inspirerende og opløftende. Han er på mange måder en atypisk "helt", der nok drives af samvittighedskvaler, men ellers ikke selv har så mange moralske skrupler, når det drejer sig om kvinderne i hans liv. Han bruger dem langt hen ad vejen uden skelen til forpligtelse og ansvar for dem. Elsa bliver dog hans store kærlighed, og det er også den, der bliver hans akilleshæl.

Tyske films opgør med den nazistiske fortid
"Urmageren" knytter an ved den efterhånden pæne række af store tyske film, der gør op med nazismen, og det gør den absolut rigtig godt, selv om den ikke når på højde med Tavshedens Labyrint eller Der Untergang (sidstnævnte i øvrigt også instrueret af Oliver Hirschbiegel).

Filmen har en fantastisk flot billedside, og de ofte utraditionelle filmvinkler er med til at forstærke oplevelsen af at se den, men den virker også i perioder lidt træg og langsommelig. Hovedindtrykket sidder dog i én, da filmen slutter, og man sidder noget knuget og stille tilbage i biografmørket.

Se også Frihedskæmperen Georg Elser

---