The Woodcutter Story

Af: Henrik Højlund
En i begyndelsen lavmælt og ordknap historie om mennesker og natur i et finsk vinterlandskab, hvor handlingen ender med at blive mere og mere absurd og grotesk.

ET SKØNT OG MENINGSLØST LIV 

Det må siges at være noget af det mest underfundige, jeg længe har set, denne på én og samme tid meget lavmælte og vanvidsdramatiske film.

Vi befinder os et sted i et meget skovfyldt og snefyldt, finsk vinterlandskab med et savværk som den centrale arbejdsplads for beboerne. Vi følger især to mænd på savværket, som begge er gift, og som har hver sit barn. Der er øjensynligt meget lidt drama i deres liv. Tonen er yderst dæmpet, ordene er få. Der er tilsyneladende gode vibrationer mellem menneskene, selvom alt sker med få ord og omtrent helt uden den mindste mimik.

Naiv og tillidsfuld
Man får i den grad bekræftet ens fordomsfulde Finlands-billede, både med natur og mennesker. Men skridt for skridt melder dramaet sig så, og det i mere og mere grotesk retning, med utroskab, mord, selvmord i et vildt og heftigt forløb, som også bringer noget måske overnaturligt i spil. Og midt i det svæver hovedpersonen, den ene far og ægtefælle, på en underlig måde over det oprørte vand. I en enkel, naiv, tillidsfuld tilgang til sine medmennesker er det som om, han dybest set er uberørt af alt sammen, eller i hvert fald fortsætter med at leve trods mere og mere håbløse vilkår. Ét sted berøres han dog, nemlig når han sidder og spiller kort med nogle venner, og af og til gribes af tårer over spillet.

Vi forstår ikke verden
Filmens hensigt er ikke så ligetil at regne ud. Den svinger tilsyneladende mellem en række forskellige, mulige fortolkninger, endog i retning af noget religiøst, med medieskab i en lidt blakket udgave og så noget, der smager af gudslængsel. Således lyder det på et tidspunkt: ”Hvorfor blev vi forladt? Hvor er det hellige, nu hvor vi har brug for det?” Men alt i alt synes livets grundlæggende absurditet og overordnede meningsløshed at være den dominerende stemme, men forsøgt leveret på en humoristisk og paradoksalt livsbekræftende måde. På et tidspunkt siger hovedpersonen: ”Den her verden er et smukt og spændende sted. Vi forstår den ikke til fulde”.

Den fangede mig ikke
Filmens grundlæggende tone om livets absurditet præger også filmens egen fortælleform. Den er ret gakket og kan på nogen måder minde om den svenske instruktør Roy Anderssons film (Om det uendelige), ligesom der også er mindelser om den norske instruktør Bent Hamers meget finurlige film (O'Horten). Men begge de sidstnævnte er på hver deres ganske forskellige måder efter min mening mere konsistente og dermed vellykkede i deres filmgreb. Jeg blev alt i alt ikke særlig fanget af denne finske absurd-udgave og faldt ikke for dens - måske - forsøg på at fastholde livets skønhed og mening midt i det dybest set komplet meningsløse liv. Men jeg tror gerne, at andre kan finde betydelig mere idé og mening med filmen.

Filmen er kommet på dvd.

---