The Second Chance

Af: Johan Schmidt Larsen
Af: 05
En forkælet, hvid forstadspræst og en sort gadepræst danner et højst usædvanligt makkerpar, men inden må de grueligt meget igennem.

NÅR KÆRLIGHEDEN BLIVER KRÆVENDE
Ethan Jenkins og Jake Sanders er præster fra to vidt forskellige miljøer. Ethan (Michael W. Smith) er en yngre, forkælet forstadspræst, der lever et behageligt og ukompliceret liv som feteret musiker, forfatter og lovsangsleder i sin fars megakirke, The Rock. Jake (Jeff Obafemi Carr) er en lidt rå og upoleret sort gadepræst, som leder sin lille multietniske menighed, The Second Chance midt i storbyens problemer med blandt andet gadebørn, bander, stofmisbrugere og teenagemødre. Dette umage par bliver meget mod deres vilje sat sammen i storbyslummen. Menighedsrådet i The Rock er nemlig af den faste overbevisning, at Ethan med sin selviske og egenrådige stil trænger til et længere "praktikophold" under mindre privilegerede omstændigheder.

Værd at bruge et par timer på
Filmen er produceret og instrueret af musikeren Steve Taylor med kollegaen Michael W. Smith, der har debut som skuespiller. Og hvordan klarer de sig så? Ja, filmen er ikke uden svagheder, men er samtidig  en ganske seværdig film med en handling og et budskab, der nok er værd at bruge et par timer på.

Michael W. Smith gør det godt i sin debutrolle uden at blive prangende. Og så yder han et vægtigt musikalsk bidrag til filmen, og det er uden tvivl også derfor, at netop han er valgt til rollen. Men som sagt kan Michael W. også godt stå på egne ben som skuespiller, selv om det er tydeligt, at Jeff O. Carr er en væsentlig mere erfaren skuespiller. Spillet mellem de to virker troværdigt, selv præsternes indbyrdes fordomme et par steder slår ud i en lidt stereotyp og unuanceret dialog.

Fordomme mellem personer og racer er sammen med forsoning og diakonal ansvarlighed nogle af filmens meget vedkommende temaer. Og selv om en del af filmens handling foregår i en amerikansk megakirke, der ligger oceaner fra en dansk virkelighed, så er der også noget at hente for en almindelig dansk kristen.

Fodvask og forsoning
Der er særlig én scene i filmens slutning, som gav mig blanke øjne, fordi den frem for mange ord forkynder i billeder og handling: Sonny, en af menighedens mange skæve eksistenser, har i Ny Testamente læst om Jesus, der vasker disciplenes fødder. Og da han mener, at man skal "ta' Gud på ordet", vælger han under medarbejderandagten at vaske fødderne på en ven, som han dagen i forvejen har haft en uoverensstemmelse med.  Handlingen sætter en væsentlig kædereaktion i gang, men hvordan, skal ikke afsløres her. Scenen er en stærk illustration af filmens hovedtema, ja af evangeliets centrale indhold: "Menneskesønnen er ikke kommet for lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange" – og at vi derfor skal gå i hans fodspor.

---