The Road

Af: Johan Schmidt Larsen
Af: 04
I en nær fremtid rammes jorden af en totalt ødelæggende katastrofe. En far og hans søn hutler sig gennem ragnarokket med deres få ejendele i en indkøbsvogn.

"The Road" er baseret på romanen af samme navn af Pulitzser-prisvinderen Cormac McCarthy. McCarthy stod i øvrigt også bag manuskriptet til thrilleren No Contry for Old Men, der i 2007 blev filmatiseret af Coen-brødrene.

Filmen foregår i kølvandet af en altødelæggende katastrofe. Det fremgår ikke af handlingen, om der er tale om en miljøkatastrofe, en atomkrig eller andet. Vi følger en far (Viggo Mortensen) og hans elleve årige søn (Kodi Smit-McPhee). Begge er unavngivne, men benævnes som "man" og "boy". De to er overlevende i en ikke alt for fjern fremtid, hvor naturen er forurenet og døende. Hvor skovbrande raser, og hvor jorden jævnligt ryster af jordskælv og faldende træstammer. Husene er sammenstyrtede, mens bilvrag, affald og menneskeskeletter ligger spredt overalt. Far og søn har deres få ejendele i en indkøbsvogn, mens de med livet som indsats forsøger at undgå voldsmænd og kannibaler. Deres mål er at nå ud til kysten i håb om, at luften er renere og maden lettere at opdrive. De få overlevende mennesker, der endnu ikke er kannibaler, er henvist til at leve af, hvad de kan finde af madrester og insekter.

Flmen skildrer en total sammenbrudt civilisation, hvor enhver form for teknologi, logistik og menneskelighed er brudt sammen, og hvor alle er henvist til at overleve på hinandens bekostning. Manden har en pistol i bæltet med to skud, en til hver af dem, hvis det skulle blive nødvendigt. Jævnligt viser filmen flashbacks, hvor manden mindes, at han levede lykkeligt med sin kone (Charlize Theron) i en verden med kærlighed, smuk natur, høj sol og masser af blomster. Han husker, hvordan han og hun spillede klaver sammen. Og da han i et faldefærdigt hus finder et klaver, bryder han hulkende sammen. Klaveret bliver en påmindelse om en tryg og god verden, som aldrig nogensinde vender tilbage. Men manden elsker sin søn og gør alt for at beskytte ham. Ja, han siger, at "barnet er mit livsgrundlag, hvis ikke han er Gud, har Gud ikke talt".

Men hvad med Gud? Eksisterer han i denne forfærdelige, brutale og grå verden? Manden siger på et tidspunkt: "Hvis der er en Gud, har han vendt ryggen til menneskeheden for længe siden." På trods af, at verden fremstår gudløs, brutal og døende, viser troen, håbet og kærligheden sig i skygger og små glimt mellem far og søn og hos nogle af de få mennesker, de får kontakt med. Troen og håbet er ikke skildret som specifik kristen, men snarere som et universelt begreb. Og dog foregår en af de mest rørende scener i en faldefærdig kirke, som far og søn har søgt tilflugt i. Netop her fanger kameraet et korsvindue, hvis lys vælder ind i rummet udefra, mens faderen har tændt et bål under det lysende kors.

"At bære ilden" er en afgørende metafor i filmen. "Bære ilden" er at holde den sidste gnist af menneskelighed og kærlighed i live. Det er at vise omsorg og knytte fællesskab med andre, det er at tro og håbe på trods af håbløsheden. Manden siger til sin søn: "Vi er de gode mennesker (modsat de onde), og vi bærer ilden videre." At manden ikke selv kan leve op til ordene, er forudsigeligt. Tværtimod mister han mere og mere sin menneskelighed og sine idealer i takt med, at deres situation stiger i håbløshed og desperation. Da det ser værst ud, bliver det sønnen, som må minde faderen om at vise medlidenhed mod en tyv, som netop har forsøgt at stjæle deres tøj og proviant.

En anden stærk scene fungerer også som symbol på "at bære ilden": Her sidder far og søn – mod faderens vilje - ved et bål, mens de deler deres mad med Eli (Robert Duvall), en forkommen gammel, halvblind mand. Navnet Eli (som desværre er stavet forkert i den danske undertekst) er ikke tilfældigt valgt, for han fungerer nærmest som en profetisk røst i filmen. Eli har nemlig altid troet på advarslerne, som menneskeheden har fået om en kommende apokalyptisk katastrofe. Og da Eli igen mod al forventning ser et barn, tror han, at det er en engel, og at han allerede er død.

Filmen er på alle måder en stærk oplevelse. Flotte skuespillerpræstationer, overbevisende filmkunst og med et budskab, som har stærk adresse til en tidsalder, som bliver mere og mere kynisk og egoistisk. Filmen er mørk, barsk og dunkel, men midt i elendigheden lyser håbet og kærligheden. Det er ikke mindst den afsluttende scene et stærkt eksempel på. Filmen er en prisvinder, som fortjener at blive set af alle, der vil "bære ilden videre".

Interview med filmens instruktør John Hillcoat i Ligesom Jobs Bog.

Læs også refleksionen: Vi håber, vi længes.

---