The Music Never Stopped

Af: Per Breindahl
Musik kan være vejen ind til gemte erindringer – og den bygger bro mellem generationer. Det erfarer parret, der kæmper for at nå deres hjerneskadede søn Gabriel.

The Greatful Dead, The Beatles, Bob Dylan, The Rolling Stones. Det var nogle få af 60'ernes store musiknavne. De spillede en musik, der var med til at præge en hel ungdomsgeneration. Men for deres forældre var det oftest kun uforståelige tekster og larmende musik. Ikke så få konflikter de år tog afsæt i musikken.

Således også hos Henry (J. K. Simmons), hans kone Helen (Cara Seymour) og deres teenagesøn Gabriel (Lou Taylor Pucci). Gabriel vil til Greatfull Dead-koncert, faren mener, han skal gå til orienteringsmøde om mulighederne for en universitetsuddannelse. Det ender i den helt store konflikt, og Gabriel sikker af – for musikken er hans et og alt!

Filmen begynder i 1978, hvor Henry og Helen får en opringning om, at deres søn er blevet fundet gående rundt i New Yorks gader med hukommelsestab. Han er blevet indlagt, og man har fundet ud af, at han har en hjernesvulst. Svulsten har givet drengen en hjerneskade, så han intet kan huske fra årene mellem 68 og 78 – og han kan ikke huske nye informationer. Selv hvad der skete før 68 er næsten umulig at trække frem. Gabriel lever i en tåge – og når han indimellem har klare øjeblikke, lever han i en tid med Vietnamkrigen, syre og psykedelisk musik.

Men Henry har læst sig til, at musikoplevelser og de erindringer, der knytter sig til dem, er noget af det sidste, der slettes af hukommelsen. Så gennem musikken er der måske en vej ind til Gabriel. Henry får engageret musikterapeuten dr. Dianne Daly (Julia Ormond) til at hjælpe med at nå ind til sønnen. Noget, der udløser nye bølger af konflikter. For Henry mener, at Gabriel skal nås gennem den musik, faren elskede, og som han lærte sin søn i barneårene. Men terapeuten er af en anden holdning. Hun mener, sønnens favoritmusik er nøglen. Den musik, der skilte far og søn ad. Vil Henry nå sin søn, må han forstå sønnens musik, den musik han var så indædt imod. Den musik, der var en protest mod det USA, han elskede.

Filmen viser mennesker, der hver især har deres fejl, men som også erkender, at de må ændre sig og se verden i et nyt perspektiv for at nå hinanden. Skal kommunikation fungere, kan man ikke forlange af andre, at de bare skal se verden, som man selv gør. Man må sætte sig i andres sted og forsøge at se tilværelsen gennem modpartens briller.

Det, tror jeg, er en rigtig god huskeregel. Ikke kun for os forældre med store børn, men for alle, der har problemer med at kommunikere. Filmens morale er, at når det lykkes, vil nye verdener åbne sig og brudte relationer kan heles.

Der er mange gode grunde til at snuppe denne film ned fra dvd-hylden, når du ser den i supermarkedet eller i video-kiosken:
* Her er en meget bevægende film (har du let til tårer, skal de nok komme frem under denne film),
* en god historie (der er baseret på virkelige begivenheder – så vidt jeg har forstået ikke en persons liv, men en sammenskrivning af flere),
* godt skuespil (især af J. K. Simmons som den forhærdede far, der skal lære at elske rock-musikken, men også af den erfarne Julia Ormond),
* og medrivende musikbidder (bl.a. glimt fra en koncert med The Greatful Dead).

---