The Monastery

Af: Thomas F. Moesgaard-Christensen
En kærlig dokumentarisk fortælling om en lidt sær gammel mand, der vil lave sit slot om til et ortodokst kloster.

Der bor en gammel særling på et faldefærdigt slot. Han drømmer om at skabe et kloster på sit slot, og derfor kontakter han det ortodokse patriarkat i Moskva, som sender en nonne for at undersøge lokaliteten. Nonnen indvilliger, og et lille kloster opstår, men undervejs har nonnen og den gamle mand adskillige sammenstød om driften af slottet.

Det lyder som en god historie, og det er det også; det er også en sand historie. Særlingen hed Jørgen Laursen Vig, og slottet hedder Hesbjerg og ligger vest for Odense. Nonnen hedder søster Amvrosija og bor der endnu med et par andre søstre.

"The Monastery" er en dokumentarisk fortælling om den besynderlige mand Vig og hans besynderlige ide. Det er der i Pernille Rose Grønkjærs hænder kommet en fin og bevægende film ud af, hvor Vig viser sig som et menneske, der ønsker at skabe noget, der vil holde for eftertiden. Dét ønske kan de fleste nok identificere sig med, og dermed bliver Vig – trods sine sære særheder – mere almindelig, end man umiddelbart skulle tro. Vig skildres med stor ømhed, og selvom man griner lidt af ham, er der også noget uendelig trist og sørgmodigt over den drømmende knark med det viltre skæg og hår, der selv udmærket er klar over, at han befinder sig i sit livs efterår – og at han er sær. Ud af det springer til tider et stivsind og en tilsyneladende uforbederlig stædighed, men man fornemmer også, at Vig selv til det sidste bevarede evnen til at undre sig over sig selv. Vig er elskelig, men slet ikke elskværdig; dén erkendelse bærer han smerteligt med sig.

Grønkjærs film bliver dermed en kærlighedserklæring til den besynderlige mandsling med den underlige idé, og det lykkes at skabe et tidsbillede, hvis universalitet man må spejle sig i. Virkeligheden overgår til tider fantasien; men virkeligheden er netop virkelig, og netop derfor fungerer "The Monastery" fantastisk i enkelte scener. Det gør det ikke mindre ærgerligt, at det tilsyneladende ikke er faldet Grønkjær ind at spørge Vig om hans tro og livssyn. Hvad var det ,der fik en tidligere folkekirkepræst til at købe et slot, og hvorfor skulle klostret befolkes af russisk-ortodokse nonner, når nu Vig selv havde mødt klosterbevægelsen i katolicismen? Instruktøren er tilsyneladende helt klar over, at historien er så stærk i sig selv, at man ikke behøver stille mange spørgsmål; men når hun formår at få Vig til at grave lidt i sine barndomserindringer, hvorfor så ikke noget om troen? At dette tilsyneladende afgørende lag er helt fraværende fra filmen – og kun kommer frem i konfrontationerne mellem søster Amvrosijas pertentlige gudsfrygt og Vigs pragmatisme – er en stor, stor mangel, som måske ikke hæmmer filmen, men man kan som seer ærgre sig vel meget over, at Vigs tro skal glimre ved sit fravær. Det freudianske lag, Grønkjær lægger ud over sin film gennem Vigs kommentarer om sine forældre, er ikke uinteressant; men hvor ville det dog bare have været meget mere spændende at høre, hvilke teologiske overvejelser og tanker, der lå til grund for klosterstiftelsen!

---