The Farewell

Af: Henrik Højlund
Fin lille film om en døende kinesisk bedstemor, som ikke kender sandheden. Det gør alle andre derimod. Interessant historie om kultursammenstødet mellem en vestlig og en kinesisk kultur.

EN SAND LØGN 

"The Farewell" er en fin lille film baseret på en sand historie. Desto mere finurlig er optakts-sætningen: ”Baseret på en sand løgn.” Som tilskuer studser man. Og tænker først, at det så nok er en opdigtet historie med en sandhed i sig. Men det viser sig at være det modsatte: en sand historie med en løgn i sig.

Filmens historie om instruktørens bedstemor, der får kræft og bedømmes til kun at have tre måneder tilbage, er sand. Ligeledes det, der fulgte af diagnosen, nemlig at familien beslutter at arrangere et bryllup i den kinesiske by, hvor bedstemoren bor, så de alle kan være sammen med hende en sidste gang. Og dér ligger løgnen så – at de alle sammen lader som om, de samles i glæde, men i virkeligheden er de alle fyldt af stor sorg ved dette sidste farvel.

Fortæl ikke sandheden
Historien er altså viklet om det forhold, at man ifølge kinesisk kultur ikke siger til den døende, at hun er døende. Lægerne siger det ikke (kun til hendes nærmeste), familien siger det ikke. Hun holdes hen i uvidenhed, i løgn.

En af hendes sønner bor i USA med sin kone og datter. De tager turen til Kina. Datteren, som er vokset op i USA, er alt i alt mere amerikansk end kinesisk og har derfor meget svært ved at træde ind i skuespillet overfor bedstemoren, som hun er nært knyttet til. På den måde bliver filmen også en meget interessant historie om kultursammenstød. Og som – vestlig - tilskuer hælder man stort set hele tiden til datterens frustration over familiens laden som om overfor bedstemoren. Det forekommer dumt og egentlig også omsorgsløst at undlade at tale lige ud om den forestående død. Selvom det tydeligvis er ment som en omsorg for bedstemoren at forsøge at lade hende forblive i livsglæden og fornøjelsen over samværet med familien.

Fine refleksioner
Sammenstødet mellem det, der skulle være stor bryllupsglæde, men som i realiteten er et stor sorg-farvel, afføder en lang række sjove scener. Men også fine refleksioner over kulturforskellen. Og langsomt, langsomt begynder man at få en anelse forståelse for den kinesiske tilgang til sagen. Og til allersidst, da filmen egentlig er slut, i en ti sekunders sekvens – og mere røber jeg ikke – begynder familiens hvide løgn – eller ”gode løgn”, som en af dem kalder det - for alvor at give mening.

Filmen har en musik-side, som på en meget smuk måde sætter en særlig farve på hele historien, næsten som en sideløbende historie, eller som en tone, der understreger og forbinder kultursammenstødet meget fint. Det kommer meget stærkt frem i en af de sidste scener, hvor en kinesisk sangerinde står og synger ved festen, mens tårerne løber ned ad familiens kinder, men lydsporet, som vi hører, er et andet – en klassisk, vestlig, bevægende sang.

Det er måske ikke en film, der sætter dybe spor, men den er værd at se.

Filmen er kommet på dvd.

---