The Duchess

Af: Anders Kronborg
Den unge hertuginde Georgiana er elsket af folket, men ikke af sin mand. Michael O'Conner vandt en Oscar for de flotte kostumer.

"The Duchess" er et portræt af den karismatiske hertuginde Georgiana af Devonshire. I filmen er det karakterernes personlighed og skuespillernes præstationer, der skaber filmen. Det er en scenarisk flot film med mange storslåede billeder.

I det lysegrønne græs leger en gruppe adelsfrøkener, anført af 17-årige Georgiana Spencer (Keira Knightly), med jævnaldrende adelsmænd, der løber om kap til ære for damerne. Indenfor er der mørkt, lummert og indelukket. I stuen forhandles en aftale på plads mellem Georgianas mor og den stenrige hertug, William Cavendish (Ralph Fiennes): Hun garanterer ham, at kvinderne i Spencer-familien kan føde sønner, og han indvilger i at gøre hendes datter til hertuginde.

Året er 1774, men som en kvinde forud for sin tid tror Georgiana forventningsfuldt, at hertugen elsker hende. Men den lidenskabsløse bryllupsnat fører til mere end ét uskyldstab for Georgiana, der uigenkaldeligt har forladt barndommens verden.

Modspillet mellem hertugen og hertuginden og den gamle og nye verden, de hver repræsenterer, skildres som nævnt i filmens smukke, visuelle side og i de overvældende kostumer, for hvilke designer Michael O’Connor vandt årets Oscar.

Filmen er stilren og ikke en typisk Hollywood-succes. Jeg tror, at vi alle kender til det at sidde og håbe på en happy ending, som vi godt ved, aldrig kommer. Men er det ikke okay at være lidt sørgmodig, når man er færdig med at se en film? Skal den fiktive verden, som filmen lukker os ind i ,altid have en feel-good faktor, for at man kan kalde filmen god, Eller er det vigtigere med autenticitet?

God eller dårlig, meningerne vil nok være ret delte, men historien, karaktererne og filmatiseringen skaber efter min mening en autentisk oplevelse

---