The Courageous Heart of Irena Sendler

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen
I Warszawa under krigen lykkedes det Irena Sendler og hendes netværk at smugle jødiske børn ud af ghettoen. Det skabte hjerteskærende situationer, når forældre måtte sige farvel til et barn.

HJÆLP MOD ALLE ODDS 

Filmen om Irena Sendler er produceret af Hallmark, der hovedsageligt arbejder med feel-good film og serier. Hvis der er noget feel-good over denne film, så er det glæden over de mange børn, som det under krigen lykkedes Irena og hendes netværk at smugle ud af den jødiske ghetto i Warszawa, inden det var for sent.

En stor hjælpeindsats
Irena Sendler er en virkelig person, som der findes en del dokumentation om. Hun var ansat i byens socialforvaltning. Da alle Warszawas jøder blev stuvet sammen i en ghetto midt i byen, blev hun og de fleste andre på socialkontoret enige om at lægge al deres energi i at hjælpe jøderne, der boede alt for tæt, var afskåret fra deres arbejdspladser og blev rationeret til 600 kalorier om dagen. Irena og hendes kolleger fik passersedler, så de frit kunne komme og gå i ghettoen. Irena blev klar over, at det ikke var nok at bringe mad til de sultende og medicin til de syge. Hun måtte også hjælpe børn ud af ghettoen, selv om det var med livet som indsats. Hun blev nemlig overbevist om, at de transporter, som flyttede tusinder af jøder væk fra ghettoen, ikke havde til formål at give dem en bedre fremtid, som nazisterne sagde. Togvognene var den sikre vej til døden. Hun fandt veje ud af ghettoen, som var kendt af smuglerbanderne, der i høj grad bestod af store børn, og sammen med præsterne fandt hun hjem hos katolske familier. Plejefamilierne skulle have økonomisk hjælp for at kunne tage imod et barn mere, og der skulle betales bestikkelse til vagter og andre hjælpere, så hun skulle også finde finansiering.

Mange var involveret
Vi møder en jødisk pædagog, som driver et børnehjem i ghettoen. Vi møder en læge, som hjælper de syge. Vi møder en jøde, som er med i ghettoens politi, der arbejder sammen med nazisterne. Hans søn kalder ham en forræder, men faren er med, fordi han har fået løfte om, at han og hans familie vil blive skånet. Sønnen er smugler og skaffer mad til ghettoen. Vi møder også enkelte tyske soldater, der viser venlighed. Vi møder Irenas mor, der har dårligt helbred. Samtaler mellem hende og Irena er med til at sætte Irenas aktiviteter i perspektiv. Og så møder vi naturligvis Irena, som er med i billedet de fleste af filmens 93 minutter. Hun skildres som en modig og ydmyg kvinde. Men hun kendte også til tvivl og afmagt. Som Schindler i Schindlers liste siger hun mod slutningen af filmen: "Jeg gjorde alt for lidt. Der var så mange flere." For hvert barn skrev hun en lille seddel med barnets oprindelige navn og familie og barnets nye navn. Disse sedler havde hun i et syltetøjsglas. Da ghettoen bogstaveligt talt var jævnet med jorden, og hun ikke kunne hjælpe flere, var der mere end 2.500 sedler i glasset.

Du må slippe dit barn
Det var naturligvis ikke let for jøderne at give slip på børnene, men der er også spørgsmålet om, hvad der er sandt. Taler rygterne om dødslejrene sandt, eller har nazisterne ret, når de taler om evakuering til bedre forhold?

Filmen viser flere hjerteskærende situationer, hvor en mor siger farvel med bevidstheden om, at hun måske aldrig får sit barn at se igen. Og så skulle de overlade deres børn til kristne, som måske ville døbe dem og oplære dem i den kristne tro. En scene skildrer stærkt, hvordan rabbinerne og den jødiske menigheds ledere diskuterer det spørgsmål - som jo er aktuelt hver gang én fra en troende jødisk familie bliver døbt. Udenfor ghettoen skulle børnene opføre sig som kristne. De måtte ikke talt jiddisch, selvom det for mange var deres eneste sprog. De lærte også at korse sig, og de lærte fadervor.

En god film
Filmen er godt produceret. Der er gjort en overbevisende indsats for at skabe troværdige kulisser. Skuespillerne er velvalgte og gør deres arbejde godt. Der er spænding, og der er mulighed for at identificere sig med en eller flere af personerne og overveje, hvordan man selv ville have handlet. Selv om volden kun vises i antydninger, så er censuren på 15 år helt på sin plads.

Vil man vide mere om ghettoen i Warszawa kan man se filmen The Zookepers Wife eller læse romanen, der på dansk hedder En engel i Warszawa. Begge dele kan anbefales.

Filmen kan ses på Filmstriben.dk og har engelsk tale - ikke polsk som i traileren, og har danske undertekster.

---