The Beaver

Af: Pelle Kviesgaard og Thomas Sæderup
Med en bæver på armen får, mister og finder Mel Gibson igen livsglæden i denne skizofrene komedie om at leve. En original, men også lidt tung film.

"The Beaver" er en receptdukke. Da Walter Black har mistet enhver livslyst, dukker der pludselig en bæver med britisk accent op på hans venstre hånd, skælder ham ud og redder ham fra hans halvhjertede selvmordsforsøg. Fra da af lever Walter gennem sin hånddukke, som på mange måder er en forbedret udgave af ham selv. Bæveren formår det, han ikke selv kan overskue: at leve som succesfuld ægtemand, far og direktør.

Købes den præmis, er der meget at hente om at overvinde angst for at være. Det overraskede os en smule i dette økonomiske flop fra debut-instruktør Jodie Foster og den efterhånden godt afdankende Mel Gibson i en rolle skræddersyet til ham. Filmen taler samfundsrevsende ind i en amerikansk kultur, hvor det at være på og slå til er afgørende.

Nogle gange har filmen for travlt. De vigtige overgange forceres, fordi Foster ønsker at dvæle ved samspillet mellem Mel Gibson og hans receptdukke. Det er originalt, men Gibson skuffer lidt i en svær dobbeltrolle.

Vi kommer aldrig videre end, at helbredelsen i sidste ende sker ved egen kraft og familiens forsoning. Walter modtager ikke nogen guddommelig indgriben. Der er dog et par kristne symboler ved bæveren, som er svære at overse. Den har en slags absurd frelserrolle. I sit første møde med Walter spørger den ham: "Vil du være rask," ligesom en vis galilæer engang gik rundt og gjorde. Og herfra begynder Walter at leve igennem bæveren med en helt anden positiv tilgang med forsoning og succes til følge.

Her stopper sammenligningen så også, for det viser sig, at Walter efterhånden har mistet sig selv fuldstændig. Bæveren har misbrugt den magt, den har fået, og nægter at give slip, mens den nu suger livskraften ud af Walter. Hans venstre hånd er ved at bringe ham til fald, og det er der kun én ting at gøre ved …

I filmens subplot tematiseres, hvordan familiens næste generation kæmper med de samme dæmoner, dog uden brug af bæver. Familiens indbyrdes forhold testes, og man ser, hvordan de på hver deres måde trækker sig ind i sig selv og undviger konflikten. Hele spørgsmålet om selvværd, depression og identitetskrise er den problemstilling, der er det egentlige omdrejningspunkt for fortællingen.

Vigtigst er bæveren en metafor for vore coping-mekanismer, hvordan vi pålægger os selv masker som ironi, generthed, venlighed, arrogance eller seriøsitet af frygt for, at andre ikke skal kunne lide den, vi i virkeligheden er.

Hvis man kan overse små skønhedsfejl og døde perioder, er der en del at hente i filmen, men fortællingen kører uregelmæssigt og bliver også tungere, end den nok egentlig ønsker at være.

---