Take Shelter

Af: Milan Ganesen
Curtis forsøger at sikre sin familie et trygt liv under finanskrisen. Samtidig plages han af dommedagsvisioner. Er han mon syg, eller er profetierne reelle?

Når det gælder verdens undergang, har Hollywood ofte været garant for at levere den ene ligegyldige katestrofefilm efter den anden. Film, der uinteresseret følger sine karakterers kamp for at overleve. "Take Shelter" er derimod en dommesdagsfilm, der går helt tæt på det almindelige menneske, og sjældent har verdens undergang været så tankevækkende. "Take Shelter" er historien om familiefaren Curtis, en almindelig amerikaner, der forsøger at sikre det bedste liv for sine nærmeste i en tid, der ellers er præget af finanskrisen. Han plages dog af dommedagsvisioner både i søvne og vågen tilstand. Han ser storme af nærmest apokalyptisk karakter, hører torden som ingen andre bemærker, og der går ikke lang tid, før spørgsmålet rejser sig: Er Curtis ved at blive skizofren, eller er der er tale om rigtige profetier.

"Take Shelter" er bygget op omkring Michael Shannon, der som altid leverer en fremragende præstation. Her spiller han den indelukkede ægtemand og far Curtis, der kæmper en hård kamp for at bevare sin familie og ikke mindst sig selv. Specielt formår Michael Shannon at vise, at Curtis ikke bare er en afstumpet mand, der sagtens selv kan håndtere sine problemer, men at han derimod er et menneske på randen af selvudslettelse, der desperat kæmper for at holde fast i virkeligheden.

"Take Shelter" er Jeff Nichols anden spillefilm, som han selv har skrevet og instrueret, og han beviser "tesen" om, at man kan lave en film ud af ingenting. På trods af et stramt budget, et lille persongalleri og et simpelt plot formår Jeff Nichols at skabe en helstøbt film. Drømmesekvenserne er helt klart et af filmens højdepunkter. Her lykkes det Jeff Nichols med enkle midler at skabe en stemning, som de fleste Hollywood-film har svært ved at leve op til. Stemningen er netop det grundelement, der gør, at "Take Shelter" fungerer optimalt. På trods af at være et drama i sin essens låner Jeff Nichols kreativt elementer fra thriller- og gysergenren, hvilket tilføjer filmen intensitet. Filmen skal dertil roses for sin fremragende underlægningsmusik og et plot, der holder en fanget til sidste scene. De få minusser er i anden akt, der ikke formår at leve op til filmens ellers så intense første time, og så snart filmen når til rulleteksterne, er det begrænset, hvad "Take Shelter" egentligt giver til eftertanke.

De bibelske referencer er til at få øje på, og til tider kan der nærmest tales om en moderne filmatisering af Noa. Uden, at der er tale om en speciel religiøs overbevisning, synes tro også at være et centralt tema. Hvad Jeff Nichols præcist har haft på hjerte med "Take Shelter" kan være svært at gennemskue. Vil han bare fortælle en historie om en presset familiefar? Eller vil han også knytte en kommentar til, hvad mennesket frygter, og hvordan man præges af det? Desværre bliver det lidt af begge dele, uden at det for alvor når at folde sig ud. "Take Shelter" har det, der skal til for at blive en klassiker, men når aldrig dens potentiale og forbliver derfor en usleben diamant.

---