Stormfulde højder

Af: Henrik Højlund
En klassisk fortælling om lidenskabelig kærlighed. En ordfattig, men meget vellykket film malet i meget mørke farver.

"Stormfulde højder" er en klassiker i engelsk litteratur. Det er den eneste udgivne bog af forfatteren Emily Brontë, hvis søster Charlotte Brontë havde større succes med flere udgivelser og stor berømmelse.

"Stormfulde højder" blev fra sin udgivelse i 1847 en blandet succes. Historien forløb ikke helt efter de normale konventioner. Der var ikke for alvor noget glorværdigt ved hovedpersonerne. Tragedien i deres liv kunne vel være acceptabel, når bare personerne også udviste sympatiske, efterlevelsesværdige træk.

Kort fortalt handler historien om familien Earnshaw, som bor i det øde, engelske hedelandskab. Familiens overhoved, som er enkemand, har en dag en forkommen forældreløs dreng med hjem. Drengen, Heathcliff, får snart status som et af husets egne børn, hvoraf der i forvejen er to, Catherine og Hindley.

Heathcliff og Catherine bliver tæt forbundne, hvorimod Hindley føler sig mere og mereforstødt af den nye dreng, og hadet vokser mellem dem. Hindley sendes på kostskole, og da han nogle år efter vender hjem, er han gift, og hans og Catherines far er i mellemtiden død. Hindley overtager gården og lader herefter Heathcliff leve som usselt tyende.

Heathcliffs og Catherines følelser for hinanden er blevet til lidenskabelig kærlighed, men udsigterne til, at Cathrine kan gifte sig med Heathcliff er små, så hun gifter sig - uden kærlighed - med den rigere Edgar. Heathcliff flygter, men vender efter nogle år tilbage, nu som gentleman med succes i forretninger. Han gifter sig med Edgars søster, Isabella, men kærligheden til Catherine er ubrudt, og den er gengældt. Det medfører en række tragiske forviklinger.

I denne korte gengivelse kan historien vel lyde som en tilforladelig romantisk tragedie. Men den er malet med en helt egen lidenskabelighed i farven, og hovedpersonernes grundtræk af stolthed, egensindighed og altfortærende lidenskab fremstår som alt andet end sympatisk.

Det er måske på bundlinjen en historie om den store, lidenskabelige kærligheds ustyrlige vildveje. Kærligheden der kan blive som en fortærende ild, der brænder al normal fornuft og vilje, al almindelig menneskelighed og hensyn til fællesskabet. Jeg læste bogen som helt ung og husker, at den, trods dens ret overdrevne virkemidler, ramte en streng i mit sind, som jeg gætter på findes i unge mennesker til alle tider. "Sturm und Drang"-strengen. 
Bogen er filmatiseret flere gange. Og nu også i 2011 af engelske Andrea Arnold. Denne filmatisering er meget vellykket. Den formår på helt enestående vis at fange den næsten mystiske tone i bogen.

Instruktøren har valgt at skære bogen midt over, så filmen udelukkende fortæller første del. Det virker som et fornuftigt valg, fordi hun derved giver sig tid til at folde historiens indre mening ud, i stedet for at lave en "illustreret klassiker".

Filmen er næsten ekspressionistisk i sit sprog, med urolig kameraføring, mange nærbilleder af både mennesker, dyr og natur, uden ord, men derimod meget stemningssættende, og med symbolske undertoner. Filmen er i det hele taget meget ord-fattig. Forløbet fortælles ikke frem ved hjælp af ord, men kun billeder. På den måde overlades også meget til tilskueren - historien finder vej ind i seerens egen fantasi. Farverne er stærkt dæmpede, næsten sort-hvid. Der er intet musik-lydspor, kun til allersidst en enkel sang. Filmens mørke scener er virkelig mørke, brugen af kunstigt lys synes yderst begrænset. På den måde kan filmen næsten også virke dogmeagtig.

Især er filmens første del, barndomsdelen, utrolig vellykket. Den gryende kærlighed mellem Heathcliff og Catherine, med ansatser til bittesmå erotiske fornemmelser er fantastisk godt ramt. I anden del er det svære kunststykke at få os til at gribes fuldstændig af de to hovedpersoners altopslugende kærlighed. Det lykkes et stykke vej, men måske knap så overbevisende.

---