Stella. Et liv

Af: Henrik Højlund
Historien om jazzsangerinden Stella, der blev stikker for nazisterne under jødeforfølgelsen i 1940’ernes Berlin, giver anledning til eftertænksomhed om godhed og ondskab i mennesker.

EN RYSTENDE FILMOPLEVELSE 

Historien om den tyske jøde Stella Goldschlag begynder i den lyse ende, trods tidens mørke. 1940, Berlin, Stella er sangstjerne i et jazzband med mange jødiske musikere, der leverer den egentlig nazi-forbudte "negermusik" til stor fornøjelse for et begejstret publikum. Der er stadig lys og glæde i Berlin i et tiltagende krigsmørke.

Men lyset varer ikke længe. Og omtrent halvvejs i filmen begynder man som seer at ønske Stella ad Bloksbjerg til. Jeg mærkede det helt fysisk. Jeg fik lyst til at forbande hende højlydt i biografmørket.

Filmen bygger på en sand historie om Stella Goldschlag, født i 1922, som var en del af den store gruppe af gennemgående sekulære, assimilerede jøder i Berlin, der talte ca. 160.000. Et tal som i 1945 var skåret ned til et sted mellem 1400 og 1700. Og Stella bidrog til nedbringelsen med mange hundrede, måske helt op mod 3000.

Menneskeligt forfald
Filmen bringer os historien om, hvordan et menneske dog kunne ende i et så mørkt hul. Det handlede selvfølgelig om, at hun selv blev ramt af mørket. De lyse stunder med jazzbandet (som dog er en fiktion i forhold til hendes virkelige historie) overtages ganske snart af nazismens mørke indhug i jødebefolkningen, og i stigende frygt for sit eget liv overgiver Stella sig skridt for skridt til nazismen og lader sig inddrage som deres undercoveragent i det jødiske miljø, hvor mange har formået at hemmeligholde deres jødiske identitet. Stella bliver en meget effektiv, jødisk undercoveragent for nazisterne, med fangenskab og drab for endog egne jødiske venner og bekendte.

Stella overlever krigen, og filmen runder af med et kort glimt af hendes efterkrigsliv, som handler om, at hun kom for retten i 1957 og blev idømt 10 års fængsel, som hun imidlertid allerede havde afsonet i det sovjetisk overtagede område, og derfor blev hun til manges store skuffelse og vrede frikendt. Et par slutlinjer fortæller, at hun mislykket forsøgte at tage sit eget liv i 1984. 10 år efter gjorde hun det igen, denne gang endegyldigt.

Hvad filmen ikke fortæller, er, at hun efter krigen blev åbenlys antisemit. Hun giftede sig ikke mindre end tre gange i årene efter krigen. Før krigens slutning havde hun været gift to gange. Sidste gang med en jøde, som også var del af undercover-virksomheden.

Historien om Stella - og om dig og mig?
Filmen er rystende. Mest af alt rystende, fordi den dagen efter raseriet over, at et menneske kan blive så menneskeligt afstumpet, frembringer en enorm ubehagelig følelse af, at den har fat i noget grundmenneskeligt. Noget der i bund og grund findes som et potentiale i os alle sammen. Overvejelsen melder sig: Hvordan ville jeg selv have reageret, hvis jeg blev presset i bund af tortur og rædsel for at miste mit eget liv? Ville jeg have sat mit eget liv over alle andre liv, været villig til at ofre alt og alle for min egen overlevelses skyld? På den måde rammer filmen den menneskelige grundskade.

Det slog mig, at filmen har samme grundtone som den fremragende tv-serie, Breaking Bad. I den tv-serie bevæger hovedpersonen sig ligeledes fra menneskelighed til umenneskelighed. Fra starten og langt hen har man sympati for hovedpersonen. Længe forstår man de mere og mere fejlagtige handlinger. Men til sidst melder det sig med klarhed, at én ting har været afgørende styrekraft og ført helt ud over afgrunden: egocentrismen.

Forfatteren til "Breaking Bad", Vince Gilligan, sagde i et interview ved enden af serien, at det var svært at skrive historien om en sådan person, fordi han er så mørk og moralsk tvivlsom: "Jeg kommer til at savne det, når det hele er ovre, men på et vist plan bliver det også en befrielse ikke at have denne person i mit hoved længere".

Problemet er imidlertid, at personen ikke bare befinder sig i hovedet på en forfatter i en fiktiv tv-serie eller i en film om en virkelig person. Personen sidder i hjertets mørke kælderrum i os alle sammen som vores menneskelige grundskade.

Filmen lukker os ind i grundskaden, men leverer ikke et svar på en mulig helbredelse. Og dybest set er der også kun én eneste mulig helbredelse: Guds nåde og barmhjertighed. Som jøden Paulus med dyb selverkendelse kunne udtrykke det, ham der også fik bragt en mængde jødiske landsmænd til henrettelse, på grund af deres Kristus-tilslutning: "Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere, og af dem er jeg den største."

Filmen er kommet på dvd.

Der er samtaleguide til filmen.

---