Sorry We Missed You

Af: Henrik Højlund
En stærk socialrealistisk film af Ken Loach om en lille arbejderfamilie, der kæmper med livet og økonomien. Men så får faren mulighed for at blive ”selvstændig” chauffør.

KRITIK AF SAMFUNDET 

Jeg har ikke set mange Ken Loach-film, men de få, jeg har set – ud af de mange film, han har lavet og fået flere store priser for, bl.a. Cannes-guld – har været værd at se. Det gælder ikke mindst denne hans seneste," Sorry We Missed You", som han har lavet som cirka 83-årig. Gammel, men still going strong.

Og stærk er filmen også. Og helt klassisk Ken Loach – socialrealistisk med klar undertone af (socialistisk) kritik af et moderne samfund, som stadig ikke er fri for markant klasseopdeling, og hvor den lavere klasse lever livet under pressede forhold.

Vi træder ind i sådan en lavere klassesamfundsfamilie et sted i England med far, mor og to børn. Far, Ricky, har lige skaffet sig et nyt job med udsigt til markant forbedret økonomi, men uden vanligt arbejdsmæssigt sikkerhedsnet. Han skal være chauffør i et pakkeudbringningsfirma, som ikke stiller bil eller andre faste goder til rådighed for sine ansatte, ej heller løn. Det hele hænger på den ansatte, som altså i en vis forstand kan betragtes som en form for selvstændig. Dog ikke mere selvstændig, bliver man snart klar over, end at chefen svinger pisken hurtigt, hvis der er den mindste vaklen.

Hårdt arbejde
Og vaklen bliver der efterhånden for Ricky, fordi han presses af 14 timers arbejde hver dag, mens konen, Abby, arbejder lige så hårdt i ældreplejen. En teenagesøn begynder at rode med tilværelsen, og den yngste, datteren, påvirkes mere og mere af hjemmets tiltagende misstemning.

Filmen er såre hverdagsalmindelig. Ingen større dramaer. Bortset fra hen mod slutningen, hvor der finder et slags drama sted, som på flere måder giver filmen et vigtigt vendepunkt. Vi lukkes ind i helt almindelige dialoger, små ryk og bump gennem hverdagen, som vi alle kender dem. Ikke noget ”Sturm und Drang”, men alligevel intenst, bevægende, på sin egen hverdagsdramatiske måde. Og uden så meget som en tone musik for at sætte en bestemt stemning. Filmen er komplet usentimental. Det er realisme, så det forslår. Og det slår virkelig hårdt. Det rammer lige i mellemgulvet. Menneskeklogt og hjertevarmt.

Dybere end bare samfundskritik
Den sociale kritik af samfundsmæssige forhold er heldigvis på ingen måde ensporet. Vi får også indblik i almenmenneskelig uklogskab, sådan som den kan melde sig hos hvem som helst, også hos dem fra de nederste klasser. På den måde berører filmen dybere lag end bare samfundskritik. Hvor meget må det for eksempel koste det jævne og gode – uanset ikke særligt velhavende – liv, når man stræber mod mere økonomisk velfærd? Og hvordan finder man vejen tilbage til forsoning og tillid, når man er gået alt for langt i familiestrid?

Jeg anbefaler filmen og kunne for så vidt godt give den 6 stjerner, hvis ikke det var på grund af slutningen. Og læs ikke videre, hvis du vil se den. Slutningen er ganske dyster, lige efter at den meget smukt har ladet lys af håb strejfe igennem. Selvfølgelig kan man også kalde dét realisme. Men jeg tilstår, at jeg altid ønsker, at håbet skal have det sidste ord, om så bare i et meget svagt glimt.

Filmen er kommet på dvd og blu-ray.

---