Song One

Af: Christoffer Winther West
En bror i koma giver plads til kærlighedens søde musik. Filmisk er der tale om 86 minutters fagligt rod uden afsæt i virkelighedens verden.

PLOT ER OVERVURDERET
"Song One" handler om Franny (Anne Hathaway), der vender hjem fra udlandet, fordi hendes bror er blevet kørt ned og nu er i koma. Derhjemme møder hun sin maniske mor, og efter en – for seeren – anstrengt samtale, flytter hun ind på brorens værelse i barndomshjemmet. Her bruger hun sin tid på at læse i brorens notesbog og bestemmer sig for at opsøge hans yndlingsmusiker:

James Forester (Johnny Flynn) er en plaget kunstner, der efter et enkelt succesfuldt album har fået skriveblokering. Sammen oplever de den store kærlighed, hvor James for lov at spille broren ud af komaen, og Franny bliver James' vej til troen på sit kunstneriske talent – og muse i de nye sangskriblerier. Nej ok, helt så dumt fortæller filmen ikke historien – men det er godt nok tæt på!

Filmisk er der tale om 86 minutters fagligt rod. Der er ofte valgt håbløst dårlige kameravinkler, der ikke underbygger historien eller følelserne. Ligeledes har instruktøren bestemt sig for ofte at bruge håndholdt kamera, formentlig i et forsøg på at gøre seeroplevelsen mere organisk. Det virker bare ikke og maskerer ofte skuespilpræstationen. På sin vis er det heldigt – for hverken manuskript, skuespillere eller historien har noget fornuftigt at fortælle.

Der er ikke noget kristen perspektiv i filmen, og det er ærligt talt ufølsomt og utroværdigt, at brorens koma ikke fylder mere i Frannys liv. Hun har en magisk evne til at skifte fra fuldstændig afmægtig sorg til intens dybfølt kærlighed for James. Det har på ingen måder nogen hold i virkeligheden. Det har aldersgrænsen på 15 sådan set heller ikke. Filmen indeholder én kort og ikke særlig nøgen sexscene.

Personligt har jeg ikke hang til romantiske dramaer, hvilket også er grunden til, at jeg i denne situation havde allieret mig med en veninde. Hurtigt gik det dog op for mig, at det ikke ville resultere i en blidere bedømmelse. "Selvfølgelig ville det aldrig ske!", "nu vender stemningen – glæden over ham fylder mere end sorgen over hendes bror!" og ikke mindst "jeg kan slet ikke forestille mig, nogen ville synes om den film…" var blot nogen af de spydige kommentarer, der blev udbasuneret fra stuens mere romantiske modvægt.

Alt i alt må det siges, at det er en håbløst elendig film, som jeg aldrig ville have set færdig, hvis ikke jeg skulle. Den får alligevel en enkelt stjerne, fordi den gør tre ting godt. Den mandlige hovedperson har en fed guitar, flere gange har de valgt helt ok folk-sange som soundtrack, og ikke mindst fordi Anna Hathaways næse ikke er kronisk rød – ligesom den plejer. Instruktøren Kate Barker-Froyland skylder mig 86 minutter af mit liv!

---