Somewhere

Af: Finn Andersen
Endeløs tomhed, sagde Prædikeren. En film om en skuespillers tomme og meningsløse liv. Tankevækkende film uden gennemgående handling og med meget lidt dialog.

Filmen handler om skuespilleren Johnny Marco (Stephen Dorff) der bor på et kedeligt hotel i Hollywood, en af dem som har nogle få lejligheder til forretningsfolk og andre, der vil betale. Han kører i Ferrari og har altid en lind strøm af kvinder omkring sig, endda et abonnement på to piger, der kommer nogle dage om ugen.

Johnny løber rundt i cirkler og registrerer ikke rigtig livet. Han siger ikke meget og falder også i søvn under et af "besøgene", han abonnerer på. Det med cirkler vises faktisk i de første billeder, hvor han kører rundt og rundt ude i ørkenen. Det er symptomatisk for hele filmen. Der er egentligt ikke noget plot, og målet er at vise en rig og berømt skuespillers liv.

Johnny er ikke tæt på andre og bruger meget tid alene. Han frygter, at nogen følger efter ham, når han er ude at køre, og af og til får han hadefulde sms'er.

Johnny har en datter, Cleo, der kommer forbi om eftermiddagen engang imellem. Han kender hende ikke ret godt, men en morgen dukker hun op. Han tror, at hun bare er på besøg, men senere ringer hendes mor og siger, at han må tage sig af hende, da hun rejser væk en tid. Cleo skal snart på camp, og indtil da må Johnny tage ansvaret. Lidt efter lidt sker der en ændring med Johnny. Cleos nærhed og personlighed betyder, at Johnny bliver mere og mere bevidst om sit liv – og det får ham til at ændre livsstil. Han flytter fra hotellet og kører ud i ørkenen. På et tidspunkt stopper han og står ud af bilen – og begynder at vandre med et stort smil på læben.

Filmen er næsten uden dialog og særlig i begyndelsen føles film lang og uden handling. Men langsomt åbner der sig flere tanker trods den magre dialog og de få scener. Derfor 4 stjerner. Filmen er en poetisk skildring af et tomt liv, hvor der synes at være et håb i kontakt med andre – særlig med Cleo, der virker som en frelsende engel i filmen. Samtaler og samspil mellem Johnny og hans datter åbner for sympati, interesse og medleven i hinandens liv.

Filmen er ikke sentimental, men kan røre os med sin enkelhed og sit klare budskab om tomhed og frelse.

Sidst i filmen kører Johnny ikke længere rundt i cirkler – kan kører ligeud! Godt at finde en vej i livet og glæden – selvom det i sidste ende fører til tomhed, når man ikke kender Kristus.

Sofia Coppolla har skrevet og instrueret filmen. Filmen har nogle få, frimodige scener med strippere og halvnøgen figur. Filmens stil ligner Kieslowskis tre film Blå, hvid, rød. Rolige, tænksomme film, gerne med et glimt i øjet.

Johnny blev konfronteret med sit tomme liv og blev opmuntret til at tage ansvar og vælge en vej i livet.

Mange tænker, at flere penge og ejendele kan gøre én lykkelig. Og der er utvivlsomt flere muligheder med penge end uden, og Jesus siger også, at rige kan være lykkelige, men beder os lægge mærke til, at penge og ting er noget midlertidigt – og at velstand kan bringe sorg og meningsløshed (Lukasevangeliet 6,24).

---