Skyggejagt

Af: Henrik Højlund
Efter et fængselsophold i Syrien med tortur, bliver Hamid løsladt efter det "arabiske forår". Han vil hævne sig på sin bøddel, men tvivler på, om det giver ham et bedre liv. Filmen er baseret på virkelige hændelser.

EFTER ET SYRISK FÆNGSELSOPHOLD 

Den franske instruktør Jonathan Millet har debuteret med en ekstremt god film, som i mit hoved er tæt på 6 stjerner. Jonathan Millet har boet i den syriske by Aleppo og taler arabisk og havde til en begyndelse tanker om  at lave en dokumentarfilm om det krigshærgede Syrien og de mange syriske flygtninge, men endte med at vælge den fiktive form, som overordnet set er forbundet med virkelige hændelser.

Vi er tilbage i 2014-15, dengang Syrien efter det såkaldte ”arabiske forår” var fejet til side af den syriske diktator Bashar al-Assad med jernhård styring.

Lyst til hævn
Filmen lægger ud med, at en bunke komplet nedslidte syriske fanger sendes ud i en ørken, hvorfra de vakler videre på må og få. En af dem er hovedpersonen Hamid, som vi i filmen kort efter møder to år senere i franske Strasbourg, hvor han nu øjensynlig lever et enkelt, stilfærdigt liv. Det viser sig dog snart, at han befinder sig i Strasbourg med sigte på at finde Harfaz, ham der i meget lang tid var hans og mange andres torturbøddel i fængslet i Aleppo i Syrien. Hamid er kommet med i en hemmelig gruppe af syrere, som i Europa leder efter landsmænd, der førhen har stået for Bashars grusomhed overfor dem og utallige andre.

Tvivl
Snart får han fornemmelsen af at have fået øje på Harfaz. Eller mere præcist: han lugter ham. For han har aldrig set ham. Han havde gennem alle måneder i fængslet haft hætte på hovedet, mens han igen og igen blev tortureret, så hans krop er mærket for livet af det. Men stemme og lugt genkendes, og mere og mere nærmer muligheden sig for at gengælde. Imod al forventning melder tvivlen sig imidlertid. Tvivlen er delvis forbundet med en vis usikkerhed, om det virkelig er den Harfaz, han var offer for, men især handler tvivlen om, hvorvidt hævn for alvor vil lette hans eget liv. Og da han pludselig en dag, helt imod sit eget ønske, kommer til at sidde til bords med sin formodede bøddel, og får en endnu klarere fornemmelse af, at det er ham, melder tvivlen sig endnu stærkere. For dér sidder Harfaz som et ganske almindeligt, venligt, imødekommende menneske, som synes at have lagt fortiden bag sig. Som Harfaz siger: ”Man kan ikke få et nyt liv, hvis man hele tiden kigger bagud. På et tidspunkt mistede jeg troen på det hele. Syrien er et afsluttet kapitel for os. Det er fortid.”

Se fremad
Udsagnet fra Harfaz har en dobbelttydig tone. Man får smagen af et menneske, som ikke tager skylden på sig, men alt for letsindigt lægger sit grusomme liv bag sig. Men samtidig får man også fornemmelsen af noget mere fundamentalt sandt i udsagnet. Et udsagn som tydeligvis rammer Hamid med sigte på hans eget liv. Måske ville det være bedst for ham at opgive forsøget på at redde noget af det forhenværende, mørke liv, i kraft af hævn, og blot kaste det fra sig og se fremad.

Uden at fortælle konkret, hvordan filmen ender, kan jeg sige så meget, at Hamid finder en meningsfuld mellemvej, som også antyder muligheden af et nyt, mere håbefuldt liv for ham.

Undervejs i filmen bankede nogle Jesus-ord på hos mig som dybt relevante: "Slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til ...Elsk jeres fjender, og bed for dem, der forfølger jer." (Matthæusevangeliet, kap 5)

Jesu ord handler ikke om, at almindelig lov og ret i et samfund er ligegyldig. Ordene handler om, at mens man går efter et samfunds retfærdighed, skal man personligt gøre, hvad man kan, for ikke at lade sig selv indfange af behov for hævn. Det ender nemlig til syvende og sidst med dobbelttab, hvor mørket bliver ved med at leve i sindet.

Man fornemmer, at Hamid ender med at gå denne livskloge vej.

Filmen er kommet på dvd.

---