Rundvisning eller solotur i filmgalleriet

Af: Christian Thomsen
Nogle film er tydelige i både historie og filmsprog. Andre film skal lukkes op af seeren, og det kan derfor være meget forskelligt, hvad man får ud af dem.

Nogle mennesker foretrækker en guidet tur, når de besøger et museum eller en udstilling. Andre kan bedst lide at udforske kunsten eller de historiske artefakter på egen hånd.

Også når vi sætter os og ser en film, har vi forskellige tilgange til den oplevelse, vi nu skal have. Nogle ønsker at se film med en simpel handling, hvor publikum føres ved hånden igennem historien. Andre er mere til filmoplevelser, hvor man skal på arbejde og selv analysere sig frem til en pointe og et forslag til filmens budskab. Heldigvis er der rigeligt at tage af på begge hylder. Nogle instruktørers filmsprog er let gennemskuelig, og de tiltrækkes ofte af ordinære manuskripter med en simpel pointe. Andre er mere skæve og kuriøse, og det kommer til udtryk både i filmsprog og historie.

Spielberg vs. Kubrick
Steven Spielberg og Stanley Kubrick er to instruktører, som har sat et markant aftryk i filmhistorien. De har gennem flere årtier lavet film, som er blevet rost af både publikum og anmeldere.

Når de fremhæves som eksempler her, er det fordi, de begge har formået at lave populære film på trods af deres meget forskellige tilgange til mediet. Der er stor forskel på en Spielberg-film og en Kubrick-film. Spielberg fortæller den rene historie med et filmsprog, vi alle kan forstå. Han trådte for alvor ind på filmscenen med ”Dødens gab” i 1975, og allerede her var den enkle historie omdrejningspunktet. ’Enkel’ skal ikke forstås negativt. I en Spielberg-film er der gode karakterer, onde karakterer og en konflikt. Hovedpersonen er god, men har en indre konflikt, som løses sideløbende med den ydre konflikt. I ”Dødens gab” overvinder Chief Brody (Roy Scheider) sin største frygt -vandskrækken, samtidig med at han redder byen fra den altædende dræberhaj, og i ”Jurassic Park” lærer Dr. Grant (Sam Neill) at turde elske, i takt med at dinosaurerne sættes ud af spil. En simpel handling skåret over en klassisk tre-akter-model.

Til at formidle historien bruger Spielberg et tidløst filmsprog. De tekniske virkemidler eksekveres til perfektion, og de underbygger altid fortællingen. Lyd, lys, kameravinkler, slow-zoom og ikke mindst musikken, som i ”Dødens gab” næsten kan betegnes som en ekstra spiller, er med til at fortælle publikum, hvor vi er i historien, hvad næste scene byder på, og ikke mindst hvad vi skal føle. Instruktøren guider os igennem historien og gør holdt de steder, han mener, der er noget særligt at bide mærke i. På den måde får publikum den oplevelse, som filmens skaber ønsker, og vi behøver ikke selv gøre en ihærdig indsats for at følge med.

Selvom jeg bruger Steven Spielberg som eksempel på den guidede filmoplevelse, er det selvfølgelig ikke helt rimeligt at skære alle hans film over én kam. Der kan også findes eksempler i hans filmografi, hvor historie og filmsprog skiller sig ud, men det er ikke forkert generelt at tillægge ham en traditionel tilgang til filmfortællingen.

Abstrakt filmkunst
Traditionel kan man ikke kalde filminstruktøren Stanley Kubrick, som indtil sin død i 1999 leverede den ene kritiker-roste film efter den anden. Når man som publikum tager på tur gennem Kubricks værker, har man ikke en oplysende og forklarende guide, som udlægger alle detaljerne i kreationerne, med på sidelinjen. Her er det ofte op til seerne selv at finde mening med galskaben. Rumrejsen år 2001 er nok det bedste eksempel på Kubricks filmiske vildskab. Her er der på ingen måde tale om en stringent fortælling, men nærmere en fantasifuld opdagelsesrejse ud i universets kroge. Historien giver ingen svar, og hvad publikum får ud af filmen, er helt op til den enkelte. Filmsproget er mere kreativt end hos de fleste instruktører. Her underbygger det også historien, men da denne ikke har en logisk opbygning, betyder det også, at filmsproget og de tekniske virkemidler kun bidrager til menageriet. At man som seer kan sidde forvirret tilbage efter at have set en Kubrick-film, gør, at filmene ofte deler vandende.

Forskellige oplevelser
Der er stor forskel på, hvad de forskellige film vil. Nogle vil fortælle en god historie og give publikum en underholdende, tryg oplevelse. Andre vil udfordre og sætte tanker i gang hos modtageren. De førstnævnte kontrollerer dine følelser og tager dig i den retning, der nu var planlagt. Instruktøren ved, hvad han vil have publikum til at føle og konkludere i løbet af filmen, og hvor nogen finder det betryggende, kan andre opleve det manipulerende. Det er de færreste, der inden, man vælger aftenens film, overvejer, om man er i humør til det ene eller andet, og filmen vælges ofte ud fra spørgsmålet: "Hvad handler den om?"

Trosbaserede film falder ofte for fristelsen
Nogle gange er det rart at sidde i sofaen og blive holdt i hånden af instruktøren og guidet gennem filmen. Man kan følge med i historien og forstå filmsproget. Og det gør ikke noget at lade en anden overtage kontrollen over ens følelser, hvis man befinder sig i trygt og godt selskab. Nogle film tager det længere end andre. Historien eller budskabet i en film kan f.eks. være så emotionelt og bakkes op af et overdrevent filmsprog, at man ikke bare oplever kontroltab af følelserne, men snarere, at man kommer i et følelses-fængsel. De såkaldte ’faith-based’ film, som sjældent slår igennem hos masserne, men altid har et trofast, kristent publikum, bliver nogle gange beskyldt for dette. At forsøge at tvinge et budskab igennem til publikum i stedet for at lægge et puslespil ud, som seeren selv kan løse. Det handler om at finde balancen, hvis man som kristne filmskabere gerne vil bringe evangeliet ud gennem skærmen. Mel Gibson gjorde det i The Passion of the Christ fra 2004, som blev en stor biografsucces verden over. Han udlagde begivenhederne, som de er beskrevet i Bibelen, og så kunne publikum forholde sig til dét og selv danne sig en mening om den kontroversielle fortælling.

Masser af muligheder
Der er heldigvis rig mulighed for at få både den guidede oplevelse og den abstrakte solotur, når de mange nye film rammer de danske biografer. I 2024 har man både kunnet følge med i Alexander Paynes hyggelige og varme fortælling om venskab og identitet i The Holdovers, og man har kunnet rejse med Emma Stone til Paris og Athen i Yorgos Lanthimos’ Poor Things, som med et farverigt filmsprog sætter fokus på mange af samfundets aktuelle problemstillinger om kønsroller og ligestilling. Begge film gav en fremragende oplevelse, men på meget forskellige måder.

Nogle gange får man mest ud af oplevelsen, hvis guiden udlægger historien for en og peger på de ting, man skal imponeres over. Andre gange kan enegangen gennem kunsten sætte tanker, som løfter oplevelsen op på et andet niveau, i gang. Det er det smukke ved filmverdenen - der er noget for enhver smag.

---