Route Irish

Af: Henrik Højlund
To barndomsvenner drager til Irak, hvor den ene mister livet. En mørk tragedie om, hvad krigen gør ved venner og fjender.

Instruktøren Ken Loach har stået for en række film, hvis drivkraft har været social indignation. Socialrealistiske film af bedste engelske varemærke, lidt i stil med en anden englænder Mike Leigh. Jeg har kun set få af Loach's film, men det er mit indtryk, at han ofte tager afsæt i katolske miljøer.

I den fremragende film "Raining Stones" spiller den katolske tro en direkte rolle. I Loach's seneste opus, "Route Irish", udgør det katolske kun et par farveklatter i den palet, han bruger for at male billedbaggrunden for historien. Historiens dominerende bagtæppe er krigen i Irak. Og ikke blot bagtæppe, men egentlig selve omdrejningspunktet for filmen.

Historien kan på visse strækninger minde lidt om Susanne Biers Brødre. Der er endog en form for trekantsdrama i "Route Irish".

To mænd, som helt fra barndommen har været knyttet sammen som nære venner, drager ud i den irakiske felt. Den ene mister livet derude. Den anden, Fergus, befinder sig på det tidspunkt hjemme i England og får snart en mistanke om, at vennens død er forårsaget af andre kræfter end krigens almindelige fjender.  Fergus forfølger mistanken, og jo tættere han kommer på sandheden, desto grummere viser den sig at være.

Filmens ydre handlingsforløb følger det klassiske thriller-plot. Men under dette plot handler filmen blandt andet om, hvad krigen gør ved mennesker. Den socialt indignerede Ken Loach overfører indignationen på en krig, som han synes at finde svær at forsvare. I al fald er krigens tabere at finde på begge sider, og vindere er det svært at få øje på. Krig brutaliserer og korrumperer begge sider af striden. Ingen har rene hænder. De, der bekæmper terrorismen, ender med selv at bruge terrorismens metoder og bliver således selv det, de kæmper imod.

Uden at sige for meget om filmens handling kan man roligt sige, at det er en mørk film, en tragedie. Skuespillet er – som det omtrent altid er, når det drejer sig om engelske film – fremragende. Ikke en feel good-film til hyggeaften med kæresten/ægtefællen, ej heller en action-thriller til popcorn og cola og et adrenalin-spark, men en stærk film, der holder én fast i stolen og giver noget til eftertanke. Men måske er den i eftertanken lige sort nok, eller snarere: lige ensidig nok. Men se den, og bedøm selv.

---