Race

Af: Ketty Dahl
Spændende og tankevækkende film om den sorte amerikanske løber Jesse Owens, der under Hitlers opblæste propaganda-OL i 1936 vandt 4 guldmedaljer.

DOBBELTHED

"Race" er en film med dobbelttydigheder. Som titlen indikerer kan ordet "race" betyde både "race" (fx ikke-arier) og "løb", og det er også hensigten. "Race" fortæller historien om virkelighedens Jesse Owens, som vandt ikke mindre end 4 guldmedaljer ved Olympiaden i Berlin i 1936 ved Hitlers opblæste propaganda-OL. Hitler, der hadede alle ikke-arier, måtte til sit store raseri se sine tyske, ariske atleter slået af en sort mand, Jesse Owens.

Når politik indtager idrætsbanen
Filmen beretter om Owens vej fra små kår til medaljeskamlen ved OL. Den beretter også om venskabet mellem Jesse Owens og hans dygtige træner Larry Snyder, og ligeså dilemmaet, når politik og sportspræstationer sættes over for hinanden og spilles ud mod hinanden. For skal Jesse deltage i et OL arrangeret af et nazidiktatur, der forfølger og dræber jøder, sorte og anderledestænkende? Skal Jesse udnytte sin status som sort berømt sportshelt til at sætte et statement på sin egen races vegne? Bør USA boykotte legene i protest mod Hitler, der kun vil bruge OL til propaganda for sine ækle ideer? Eller skal man fastholde, at politik og sport ikke har noget med hinanden at gøre og godt kan udleves adskilt? En problematik, der er evig aktuel og til stadighed dukker op ved olympiader, når disse afholdes i lande med mangelfulde menneskerettigheder.

Principper til salg
Sideløbende med Jesse Owens hårde træning op til OL, kører et storpolitisk spil, hvor den amerikanske, olympiske komite diskuterer, om de skal deltage eller ej. Avery Brundage (spillet af Jeremy Irons) fra OL-komiteen rejser til Tyskland for at forhandle med tyskerne og bese forholdene, men bliver selv mere eller mindre bevidst indblandet i en lyssky bestikkelsesaffære med nazisterne, hvilket forplumrer de sportslige hensigter, og gør ham sårbar mht. afpresning og moralsk forfald. Han bliver vidne til uhyrligheder begået mod jøder, men vælger alligevel at anbefale amerikansk deltagelse i OL.

Under alt dette stikker dobbeltmoralen hele tiden sit stygge fjæs frem. Én ting er at diskutere det moralsk forkastelige i at blive spændt for Hitlers propagandaapparat i et sportsligt arrangement, noget andet er, hvad der foregår inden for ens eget lands grænser. Sagen er, at i 1930'erne havde USA ikke meget at prale af mht. racediskrimination. Jesse Owens oplever overalt i sit eget land undertrykkelse og diskrimination af de sorte, og selv efter hans enestående præstation ved OL, bliver han ikke fuldt anerkendt i USA. Først ti år efter sin død, hvor vi er helt fremme ved 1990, hyldes han også officielt i USA for sin indsats. Vi forventer af Hitler, at han ikke vil trykke hånd med en sort mand, men den amerikanske præsident? Den svider.

Et højdepunkt i filmen er det samspil, der opstår mellem Jesse Owens og tyskeren Luz Long ved OL i deres indbyrdes konkurrence, hvor der udvises sand og anerkendende sportsånd fra begge sider, hvilket i øvrigt lagde grundstenen til et varigt venskab mellem de to.

Selvkritik
Filmen viser nye positive sider af Leni Riefenstahl, Hitlers foretrukne filminstruktør, der skal dokumentere hele OL på film.  Den viser en lidt stereotyp, men særdeles afstumpet Goebbels. Og så viser den et selvkritisk billede af et USA, som nok kan have sin moral og etik på plads, når det gælder andre landes behandling af mennesker, men som selv har enorme problemer at slås med, når det gælder forskelsbehandling. En skræmmende dobbeltmoral.

"Race" er en stærk film. En film, der giver en god filmoplevelse baseret på, at virkelighedens fortælling er stor, og selv om man kender udfaldet på forhånd grundet den historiske virkelighed, sidder man alligevel spændt og venter på, om Owens klarer den ved OL.  Skuespilpræstationerne er fine uden at være prangende, dog er Jeremy Irons stærk i sin rolle som Avery Brundage. Men filmen er ikke en film, der giver en oplevelse af nyskabelse i hverken billede, lyd eller skildring. Det er en klassisk fortælling, der ligner noget, man har set før. Det ændrer dog ikke ved, at det er en særdeles seværdig film, der efterlader én med både forargelse og vrede over den behandling, som Owens fik.

Filmen ligger på vippen mellem de fire og fem stjerner. Fire, fordi den er rimelig forudsigelig i både manus og opbygning, skuespilpræstationerne fine, men ikke prangende, og der kunne måske skæres lidt af filmen, uden det gjorde noget. Fem stjerner, fordi man faktisk er rigtig godt underholdt, og så er historien om Jesse Owens en historisk perle, der fortjener at blive fortalt på film. Så hvorfor være fedtet …

---