Præsten i Vejlby

Af: Thomas F. Moesgaard-Christensen
Gud kan med sit tilsyneladende fravær af og til virke viljes- og magtesløs. Men filmen fortæller også om Gud, der i troen styrker sine børn.

Det er pudsigt at proppe en 76 år gammel film i dvd-afspilleren. Den første danske spillefilm med lyd, endda. Man kan næsten fornemme, hvilken revolution det måtte have været at høre skuespillerne tale med andet end deres mimik.

Historiens vingesus mærker man også, i og med at "det er Steen Steensen Blichers berømmede fortælling "Præsten i Vejlby", der er forlæg for denne den første danske tonefilm", som det hed. Blichers historie bygger på en række sande begivenheder fra 1600-tallet, hvor en præst kom alvorligt i uføre.

Sognepræsten Søren Qvist er enkemand og bor alene med sin unge datter, den skønne jomfru Mette, her spillet af hele Danmarks purunge Misse Møghe, Karin Nellemose. Pastoren er temperamentsfuld, men tror på Guds forsyn af et ærligt hjerte. Hans forkyndelse er streng, men pastoren selv har hjerte.

Den rige ejer af den nærliggende Ingvorstrupgård, Morten Bruus, anmoder om Mettes hånd. Men Mette er forelsket i den nye herredsfoged, den ungdommelige, smarte og engagerede Erik, hvis retfærdighedssans tiltaler pastor Qvist. Og præsten ønsker at se sin datter lykkelig og vælger at se bort fra Morten Bruus' frieri.

Det gør Morten Bruus så ond i sulet at han udtænker en plan, i hvilken hans broder, den enfoldige Niels – der er karl hos præsten – spiller en afgørende rolle. Planen falder ikke helt ud som Morten Bruus havde forestillet sig – og får voldsomme konsekvenser for alle implicerede.

Filmen er som sagt fra 1931 og indeholder replikperler som "jeg lider engblommer meget vel, jomfru Mette", "jeg gav ham en dygtig kindhest i morges" og "dette kan kommer jer dyrt at stå!" Der er altså tale om en bogstavelig talt gammeldags film, og det skal man være klar over, inden man sætter sig til rette med popcornene. Skuespillet kan virke underlig stift i det, hvilket til dels skyldes, at skuespillerne indtil da jo var mest bekendt med teater og stumfilm, og filmen prøver både at være drama og folkekomedie, hvilket ikke altid klæder den. Det giver en til tider noget overspillet mimik – især fra skurkens side – som man lige skal komme overens med, før filmen kan synke ind. For der er nemlig bestemt noget at hente.

"Præsten i Vejlby" er faktisk et fortættet lille drama og måske det tætteste, vi på dansk kommer en fortælling af shakespeare-agtige dimensioner. Der er kærlighed, retfærdighed, gudsfrygt, tillid, jalousi, broderkærlighed og meget mere i spil. Det er faktisk en del mere spændende end man skulle tro.

Præsten beskrives som en oprigtig troende, der lægger sit liv i Guds hænder. "Din vilje ske" er en gentagen replik i filmen, mens man i det stille sidder og undrer sig over, hvorvidt det, der folder sig ud, nu også kan være Guds vilje. Jeg tror flere af os kender til den fornemmelse når man står over for noget ufatteligt. "Præsten i Vejlby" er i og for sig en film om netop dette: At Gud med sit tilsyneladende fravær af og til kan virke viljes- og magtesløs. Men filmen fortæller os også om en Gud, der i troen styrker sine børn.

Der er en rodfæstethed i pastoren, og hans tro gør en forskel. Figuren Søren Qvist er en af de mest spændende i dansk litteratur – og altså også film. En til tider vred mand, der på denne side af reformationen prædiker dunder, men som i troen bliver blid og rolig. En bedende mand.

Find "Præsten i Vejlby" hvis du har lyst til en filmoplevelse, der er lidt udover, hvad dansk og amerikansk film kan tilbyde. Og glæd dig over at en så gammel film kan ses – og høres! – med så fint udkomme.

---