Pindsvinet

Af: Michael Agerbo Mørch
En tankevækkende film om døden og det, der ligger før! Om hvordan kærlighed kan forandre liv.

Renée Michel (Josiane Balasko) lever en stille tilværelse som portnerske i en opgang med fem herskabslejligheder i det indre Paris. Hun er tyk, grim og meget lidt attraktiv - sådan beskriver hun sig selv. I opgangen bor Paloma Josse (Garance Le Guillermic). Hun er 11 år, enormt intelligent og en anelse kritisk over for sine forældre. Hun mener, de lever som fisk i et akvarium, og det nægter hun selv at gøre. Derfor har hun besluttet sig for at begå selvmord på sin 12 års fødselsdag.

Da en person i opgangen dør, flytter Kakuro Ozu (Togo Igawa) ind. Han er elegant, distingveret og mild. Da han bliver præsenteret for Renée kigger han indtagende på hende. Palomas mor ænser hende derimod ikke med et blik. Efter en formel snak falder samtalen lidt akavet på den afdøde i opgangen. Palomas mor siger, at den afdøde var fra en lykkelig familie. Renée svarer, at "alle lykkelige familier er ens...", mens Kakuro fuldender "men ulykkelige familier er sin helt egen". Citatet er fra Leo Tolstojs berømte bog Anna Karenina, og Renée ser, at hun nok har en åndsbeslægtet i Kakuro. Men hvordan nærmer man sig for første gang et andet menneske?

Det har hun heldigvis Paloma til at hjælpe sig med. For Paloma er intelligent og besnærende for de to ældre folk i opgangen, og hun mægler stilfærdigt mellem dem. Sideløbende gør Paloma sig nogle dybsindige tanker om livet, døden, værdien af familien og andet. Hendes refleksive stil minder en del om Oskar i Jonathan Safran Foers bestseller Ekstremt højt og utrolig tæt på.

Paloma finder ud af, at den ynkværdige Renée faktisk er et belæst geni, der er bredt kendt i den litterære verden. Hun og Kakuro giver Renée den anseelse, hun egentlig er berettiget til. Men de snobbede og rige mennesker i opgangen, kan ikke se værdien i det fattige og skrøbelige menneske.

Filmen er baseret på Muriel Barberys bestseller Pindsvinet Elegance, der har smadret alle konkurrenter på de franske hitlister. Bogen er blevet kaldt "en værdig aftager til Jostein Gaarders Sofies verden". Jeg kan sagtens se parallellerne. Jeg synes dog, at Sofie i Gaarders bog er en anelse mere uskyldig end Paloma i denne film. Paloma er meget fokuseret på døden og den intethed, der gemmer sig bagved. Hun siger selv, at livet er absurd, og at "hvis livet virkelig er absurd må vi forholde os til det." Det leder næsten tankerne hen på Samuel Becketts Mens vi venter på Godot, hvor livet er det rene absurde teater. Specielt den maniodepressive mor er tragikomisk. Hun har i over ti år druknet smerterne i piller og champagne! En obskur situation som Paloma har afsløret. Hun nægter selv at tage del i de riges spil og ser et forbillede i den stille, men skarpt tænkende Renée.

Skuespillerne er ikke kendte i vores del af Europa, men de leverer nogle fornemme præstationer. Castingen har leveret et glimrende stykke arbejde og beviser, at denne del af filmprocessen ikke er ligegyldig. Paloma er med sit spinkle udtryk tydeligt et legebarn. Men de opmærksomme øjne bag de runde briller og den let anstrengte mund giver et formidabelt indtryk af karakteren. Samme præcision kunne anføres om både Renée og Kakuro.

Filmen har ingen kristen vinkel og leverer ikke nogen tilfredsstillende svar på dens mange store spørgsmål. Fx slutter Paloma med at sige: "Det handler ikke om, hvordan vi dør, men om, hvad vi laver, mens vi er her." Langt på vej er man jo enig, men evighedsperspektivet er ikke med, og dermed synes jeg, at forløsningen mangler. Dødens kynisme og absurditet er absolut, hvis ikke Kristus kan forkyndes som forløser.

Filmen er dog en fremragende igangsætter til tanker og samtaler om livets store spørgsmål. Og jeg synes, den fortjener et kig, hvis man er til mere end bare halvanden times lødig underholdning.

---